De næste fire uger lukker trafik til ø – enkelte nåede ikke over med bilen i tide

Fra 7. september til og med 4. oktober kan man ikke køre i bil over Græshoppebroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da klokken rundede midnat, og datoen skiftede til den 7. september 2020, lukkede Græshoppebroen for al kørende trafik.

quote Der er en del, der har taget campingvognene hjem, og der er også en del, der har pakket deres sommerhuse ned

Ulf Christensen, campingchef på Enø Camping

Græshoppebroen forbinder Enø med Karrebæksminde på Sjælland, og i de næste fire uger er det kun muligt at krydse broen for fodgængere og cyklister. Det skyldes, at den over 80 år gamle bro skal renoveres - brodæk og bolte skal skiftes ud, og betonen både under og over broen skal isoleres.

Arbejdet er uundgåeligt, men det er også et arbejde, der besværliggør det ellers meget turistprægede liv på ferieøen. I sommerhalvåret valfarter mange nemlig til Enø i bil for enten at tage i sommerhus eller på camping. 

- Der er en del, der har taget campingvognene hjem, og der er også en del, der har pakket deres sommerhuse ned. Så der var en del trafik på broen i weekenden, siger Ulf Christensen, campingchef på Enø Camping.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

Græshoppebroen mellem Enø og Karrebæksminde.
Græshoppebroen mellem Enø og Karrebæksminde. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Strandede med arbejdsbilen

Der var dog nogle, som ikke helt havde fanget, at sidste udkald for at få sin bil over broen var mandag klokken 00.00.

quote Når broen lukker, lukker vi, og når broen åbner, åbner vi

Klaus Nielsen, driver Enø Bageri 

- Jeg snakkede lige med nogle østeuropæere, der kom kørende her omkring klokken syv. De havde ikke lige opdaget, at broen var lukket. Så nu holder deres biler på denne her side af broen, fortæller Klaus Nielsen, der driver Enø Bageri.

Udover de uheldige østeuropæere i arbejdsbiler lader det dog til, at de fleste besøgende har fanget tidsfristen og er nået over med deres campingvogne og trailere fyldt med havemøbler i tide.

Havn på Karrebæksminde
Læs også
Tyvstarter stor renovering af kendt bro - lukker for al biltrafik til populær ferieø
Havn på Karrebæksminde
Læs også
Tyvstarter stor renovering af kendt bro - lukker for al biltrafik til populær ferieø

Derfor har Klaus Nielsen også taget konsekvensen af udsigten til færre kunder og lukket det lokale bageri i hele perioden.

- Nu går vi og gør rent, og så lukker vi helt ned. Når broen lukker, lukker vi, og når broen åbner, åbner vi, fortæller han.

Folk hamstrede brød

Bageriet havde sidste åbningsdag i går, søndag, og der var rigtig mange, der skulle nå at have fingrene i bagerbrød inden lukketid.

- Det skal jeg love dig for. Det har nærmest været som i en påskeweekend, hvor folk har købt store mængder brød til fryseren. Så det har været fantastisk. Vi har haft mange flere kunder, end vi plejer, og det tror jeg også har noget at gøre med, at folk har været nede for at tømme sommerhusene, fortæller Klaus Nielsen.

Bageriet holder lukket frem til den 5. oktober, hvor broen åbner for kørsel igen, og indtil da er medarbejderne sendt hjem på Klaus Nielsens regning.  

- De bliver sendt hjem med fuld løn. Men hellere det end at levere dårlig service – det kan vi ikke leve med, siger han.

Bageriet har ifølge Klaus Nielsen set sig nødsaget til at lukke under renoveringen af broen, fordi bageriet ikke kan overholde fødevarelovgivningen uden direkte kontakt med Sjælland.

Ærgerlig over tidspunktet

Både Klaus Nielsen fra Enø Bageri og Ulf Christensen fra Enø Camping har tidligere appelleret kraftigt til, at Næstved Kommune skulle vente med at renovere broen til oktober, hvor turistsæsonen går på hæld.

quote Vi har taget debatten, og den har vi tabt. Så nu må vi se fremad

Klaus Nielsen, driver Enø Bageri 

- Havde de skubbet den en måned, havde det været mindre problematisk. Det er jo ikke, fordi vi ikke forstår, at broen skal laves. Det skal den, det er jo åbenlyst for enhver. Men vi har forsøgt at få ændret tidspunktet for hvornår, og vi har også været villige til at betale for at få det udskudt. I næste måned er der jo normalt cirka det halve antal mennesker hernede i forhold til i september, siger Klaus Nielsen.

Dén løsning er Næstved Kommune dog ikke gået med til – blandt andet med en begrundelse om, at der er større sandsynlighed for frostgrader i oktober måned.    

Video: Næstved Kommune slår fast, at Græshoppebroens reparation ikke laves om vinteren.

 

Nu er renoveringen derfor gået i gang. Biler må ikke længere køre på broen, bageren er lukket, og der er længere mellem campisterne end normalt.

- Jeg er nået dertil nu, at tingene ikke bliver ændret, så nu dealer vi med det, som det er. Vi kan hoppe og springe, men det ændrer ikke noget, så nu må vi bare få det bedste ud af det, siger Ulf Christensen.

- Vi har taget debatten, og den har vi tabt. Så nu må vi se fremad, siger Klaus Nielsen.

Græshoppebroen i Karrebæksminde Enø
Læs også
Ikonisk bro bliver lukket - ferieø lukkes for kørende trafik
Græshoppebroen i Karrebæksminde Enø
Læs også
Ikonisk bro bliver lukket - ferieø lukkes for kørende trafik

Og det gør Klaus Nielsen blandt andet ved at planlægge et brag af en åbningsfest, når både bro og bager åbner igen den 5. oktober.

I den tid, hvor renoveringen står på, er der opstillet en særlig parkeringsplads på øen, hvor der står biler klar til brug for politi, brandvæsen, ambulanceredning og andre offentlige myndigheder. På Sjællandssiden kan man parkere sin bil og derefter krydse broen gående.  


Nyhedsoverblik