Containere skåret op: Tyve stjal fyrværkeri for tusindvis af kroner

Ukendte gerningsmænd har i juledagene stjålet krudt fra fyrværkericontainere i Kalundborg og Fuglebjerg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der forsvandt fyrværkeri for tusindvis af kroner, da tyve i løbet af juledagene begik indbrud i containere i henholdsvis Fuglebjerg og Kalundborg.

Det oplyser både Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi. 

I Fuglebjerg skete indbruddet i perioden fra 23. december til 27. december. Her blev en container ved SuperBrugsen på Byagervej skåret op - formentligt med en vinkelsliber. 

Det blev opdaget, da personalet søndag skulle til at gøre klar til at sælge krudtet, og der mangler nu fyrværkeri for adskillige tusinde kroner, skriver politiets i dets døgnrapport. 

En Audi og en BMW set

I Kalundborg blev indbruddet begået i en container ved XL-byg i Bredgade klokken 02.43 natten til søndag.

- Vi har set en del indbrud i fyrværkeri-containere. Det foregår på næsten samme måde - tyvene kommer ind i containerne med en vinkelsliber, siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politis presseafdeling. 

Mens gerningsmændene fra indbruddet i Fuglebjerg slap afsted uden at blive set, blev tyvene spottet i forbindelse med indbruddet i Kalundborg. 

De udløste en alarm, og da en vagt ankom til stedet, så han en Audi og en BMW køre derfra.

Uvist, om der er en sammenhæng

Selvom fremgangsmåden fra de to indbrud minder om hinanden, tør Charlotte Tornquist endnu ikke kæde episoderne sammen.

- Det kræver nærmere efterforskning, før man vil kunne drage sådan en konklusion. Men der er mange penge i fyrværkeri. Spørgsmålet er så, om der stjæles til eget forbrug eller med videresalg for øje siger hun.

Hun oplyser, at der ved indbruddet i Kalundborg blev stjålet fyrværkeri for et femcifret beløb.