Efter opkaldet og med en kræftdiagnose i hånden, valgte Channie at ringe til sin mor, men der var optaget.
Hun valgte at give sin far et forsøg. Han var i den anden ende. Han valgte at køre hjem til Channie med det samme, selvom han egentlig var på vej til spinning.
Telefonsamtalen mellem Channie og hendes far. Foto: Nick Abildgaard - TV ØST
Da Channies far nåede til Rønnede lidt uden for Faxe på Sydsjælland, ringede han for at sikre sig, at hun var okay.
Han krævede også, at hun hele tiden var i kontakt med ham, indtil han nåede Næstved.
- Han er en meget bestemt mand, der ikke er så god til at vise følelser, men lige dér kunne hele verden rende ham, fordi jeg var syg. Det var lidt underligt, men rart.
Channie Pedersen er tilknyttet UngKræft i Næstved. Hun er ikke alene om sin sygdom, og det må andre heller ikke være, fortæller hun. Foto: Channie Pedersen
I tiden efter det svære opkald, ringede Channies far til hende fire gange om dagen for at høre, hvordan det gik.
For Channie har det været et bevis på kærlighed.
På vej til Næstved fik Channies far fat i hendes mor og overleverede den triste nyhed.
Hun brød sammen lige med det samme.
Drømmen, der brast
Channie Pedersens bud på en Knæk Cancer blomst. Foto: Channie Pedersen
Den 18. januar 2018 blev Channie opereret for anden gang.
Lægerne fjernede i denne omgang den anden æggestok, livmoderen og noget væv. Det var med til at knuse en livslang drøm.
- Jeg ville være mor, og det kommer jeg ikke til, fortæller hun med en grødet stemme og tårerne trillende.
Channies barndom var langt fra nem, og hun blev udsat for mobning i folkeskolen. Det var her drømmen om at få sit eget barn opstod.
Drømmen var at give en masse kærlighed og omsorg til et andet menneske. Noget, hun manglede selv.
- Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle mobbe mit barn, og det skulle i hvert fald ikke mobbe nogen. Ja, det var så den drøm.
I tiden efter den nedslående besked og ovenpå den anden operation sov Channie det meste af tiden. Hun spiste heller ikke ret meget. Maden ville ikke blive i hende.
Channie i tiden efter den anden operation. Foto: Channie Pedersen
- De kæmpede for, at jeg skulle spise og snakke. Min mor sad hver dag i flere timer fra formiddag til aften. Også selvom jeg sov. For hun ville ikke have, at jeg skulle være alene.
Den 24. januar - seks dage efter - blev Channie opereret igen, men overskuddet var der ikke. Hun var for træt og dårlig.
- Der tog jeg fat i en sygeplejerske og sagde, hvis I kan slukke for mig, så skal I bare gøre det.
Det var noget, der skræmte sygeplejersken. Hun tog fat i en kirurg, som havde en meget klar besked til Channie.
- Alle vågner fra vores operationer, og det gør du også. Jeg vågnede, og det var det.
Industriteknikeren med langt hår og sminke
Channie sidder her den dag i dag på sit grøn-gule værelse og har lyst til at leve livet.
Da jeg spørger indtil hvorfor, er hun ikke helt sikker på, hvad der har ændret hendes tankegang.
Ved nærmere eftertanke er det den nærmeste familie og vennerne, der har gjort forskellen.
- Jeg har en, jeg kalder min bro. På et tidspunkt skrev han til mig, at han ville hellere se et ar end at mangle sin søster. Det rørte mig. Han sagde, jeg skulle blive ved med at kæmpe.
Et andet eksempel, Channie kommer i tanke om, er, den dag hendes venner og veninder køber bandanas og tager dem på sammen med hende, da hun på det tidspunkt nægter at gå med paryk. Channies roomie er også ovre med aftensmad i ny og næ.
Artiklen fortsætter efter videoen:
Det hele har ikke været nemt og lige til, når det er kommet til relationer under sygdomsforløbet.
Undervejs trækker nogle sig tilbage. Der er også sladder omkring sygdommen blandt perifere bekendtskaber, som bliver for meget til Channies smag.
Det er noget, Channie gerne vil gøre noget ved. For hun vil ikke forbindes med kræftsygdommen i andres øjne. Hun vil bare være Channie.
Når hun er mest sig selv, er hun på sit uddannelsessted.
Channie er ved at uddanne sig til industritekniker. Her står man som oftest ved en maskine og producerer forskellige materialer ved hjælp af svære matematiske udregninger.
Det er på trods af, at Channie indtil nu ikke har brudt sig om matematik
- Jeg føler, at jeg er blevet et helt geni nu. Når jeg laver noget, må der ikke engang være en hundrededel af en millimeter til forskel.
Den følelse af succes gør, at hun ønsker, at andre kvinder også skal få øjnene op for faget.
- Jeg vil kæmpe for at vise, at det her er mig. Jeg vil kæmpe for at vise, at piger godt kan tage denne uddannelse. Der er brug for flere hænder indenfor mit fag.
Channie i arbejdstøjet. Foto: Channie Pedersen
En anden ting, der hjælper Channie på vej mod en bedre tilværelse, er udseendet.
Selvom Channie ikke vil have, at kræftsygdommen bliver et tabu, gør hun sit for at se rask ud udadtil.
- Jeg har aldrig være en en pige-pige, pointerer hun.
Alligevel har hun kastet sig ud i at få en langhåret, mørkebrun paryk, tatoverede øjenbryn, falske øjenvipper og makeup. For det gør, at man ikke ved første øjekast tænker, at hun er syg.
I videoen kan du se, hvordan Channie vasker sin paryk. Artiklen fortsætter derefter:
01:07
Foto: Channie Pedersen
Luk video
Det, der giver det allerstørste håb, er, at det går godt med kemobehandlingen.
Channie regner med at være rask til sommer og prøver så småt at komme tilbage til ungdomslivet sammen med vennerne.
Efter vores møde opdaterer Channie mig løbende for at fortælle om, hvordan det går.
I start juni skriver hun, at den sidste kemo er givet, og i slutningen af samme måned erklæres hun kræftfri.
Channie fortsætter med at gå til kontrol de næste fem år. Først derefter vil hun blive erklæret rask, hvis hun ikke har nogen tilbagefald.
- Ja, så er det bare at komme videre.
BLÅ BOG
- 19 år
- Næstved
- Under uddannelse til industritekniker
- Er især glad for sin uddannelse, Michael Jackson og har et ønske om at vende tilbage til ungdomslivet.