¨

Byggeskandale i flygtningeby

Foto: TV ØST

Byggeriet af en flygtningeby i Næstved er ved at udvikle sig til en større boligskandale.

Næstved kommune havde skønnet, at regningen ville blive på 4,2 millioner kroner, men nu viser det sig, at det vil koste mindst 12,3 millioner kroner. Det skyldes blandt andet, at opgaven ikke er blevet sendt i udbud, men derimod er gået til lokale håndværkere. Samtidig er der ikke blevet søgt om byggetilladelse.

- Jeg synes, det er en skandale, det her må ikke ske, og at det overhovedet kan ske, det synes jeg er ufatteligt, siger byrådspolitiker Anette Brix (Kons.).

Det er en medarbejder i Center for Trafik og Ejendomme, som har stået for projektet, og den pågældende medarbejder er nu blevet midlertidigt fritstillet, mens sagen bliver undersøgt.

- Det burde ikke kunne ske, og derfor ligger vi os fladt ned og siger, at den her sag ser vi på med stor alvor, og vi vil sikre os, at den her slags ting ikke sker igen, siger Tyge Wanstrup, centerchef for Center for Trafik og Ejendomme i Næstved Kommune.

Kommunen står nu tilbage med en skønnet ekstraregning på over 8 millioner kroner, og det er penge, som kommunen vil låne af en pulje, som staten har etableret til midlertidige boliger til flygtninge.

- Kan du garantere, at budgetoverskridelsen ikke går ud over den kommunale service? Ja, det kan jeg godt garantere, det er ikke sådan, at vi så beder ældre-, handikap-, skole- eller børneudvalget om at være med til at bidrage til det her, de har deres egne udfordringer med at få budgetterne til at hænge sammen, så det er en helt isoleret økonomisag, som vi tager i byrådet, siger borgmester, Carsten Rasmussen (Soc.dem.).

Sagen skal behandles på et byrådsmøde den 16. juni. Indtil da er byggeriet sat i bero.

02:35 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App