Butikstyv forsøgte at køre ansat ned

En 35-årig kvinde er blevet sigtet for røveri, efter et butikstyveri torsdag gik helt galt, og en ansat i butikken måtte springe for livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 35-årig kvinde fra Næstved kan se frem til et retsligt efterspil, efter hun torsdag morgen traf nogle forkerte valg under flugten fra et butikstyveri i Rema1000 på Erantisvej i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Under indkøbet i butikken kort før klokken 09.03 torsdag morgen undrede de ansatte sig over, at kvinden flyttede varer fra kurven og over i sin taske. Herefter gik hun gennem kassen uden at betale for varerne.

Personale fra butikken løb efter hende på parkeringspladsen og forsøgte at standse hende - men hun bakkede sin bil ud, og den ene medarbejder måtte springe væk for ikke at blive kørt ned.

Politiet opsporede dog kvinden, og de fandt de stjålne varer i kvindens dybfryser.

Kvinden er nu sigtet for røveri.


Nyhedsoverblik