Borgerprotest på Facebook vil hævne skolelukninger til valget

Politikerne i Næstved Kommune kommer til at stå til ansvar for deres beslutninger om skolestrukturen, lover borgere i Næstved, der organiserer sig på Facebook.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være slut med at træffe upopulære beslutninger kort efter et valg – og så håbe, at de er glemt, når der to-tre år senere afholdes kommunalvalg.

Det mener en lang række borgere i Næstved, der har organiseret sig i protestgruppen ’Kommunevalg 2017 i Næstved - Vi glemmer ikke december 2015’ på Facebook.

Onsdag aften var næsten 1100 borgere med i gruppen, der lover at tage del i valgkampen i 2017, så borgere og politikere ikke glemmer det, som gruppens bagmænd mener er et svigt fra politikernes side.

Står bag avisannonce

Gruppen nøjes dog ikke med at lave et stille liv på Facebook og på brugernes vægge. Mandag indrykker de en annonce i den lokale avis, hvor de opfordrer borgere til at tilslutte sig protesten.

- Politikerne må stå til ansvar for de beslutninger, de træffer nu. Vi husker deres holdning til næste kommunevalg i 2017. Her er vi mange, der ikke vil stemme på dem, som siger ja til skolestrukturændringerne. Så må vi jo finde nogle andre at stemme på, siger John Kryger fra Holme-Olstrup, som er med i Facebookgruppen.

Og frustrationen over politikerne er markant i gruppen.

- Der er kommet masser af høringssvar fra borgerne og udtalelser fra eksperter, som siger, den struktur de vil lave, er en dårlig ide. Politikerne lytter ikke. Det er manglende respekt for borgerinddragelse og nærdemokrati, mener Suzanne Wennicke, som er formand for skolebestyrelsen på Sct. Jørgens Skole i Næstved.

Politikere tager udfordringen op

Men selvom de medlemmer, der nu går ind i facebookgruppen efter alt at dømme stadig er medlem af gruppen til valget, så er det ikke noget, der skræmmer formanden for Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune, Søren Dysted (S).

- Det er ikke noget, der afskrækker mig. Jeg har været med i politik i så mange år, at jeg er vant til utilfredse borgere, der ikke vil stemme på mig igen. Men selvfølgelig gør det indtryk, når så mange viser deres utilfredshed, siger Søren Dysted.

Han tror dog ikke, at annoncen vil ændre politikernes beslutninger.

Du kan finde gruppen her.


Nyhedsoverblik