John Axelsen spærrede øjnene op, da toget fra Næstved mod København pludselig sænkede farten, tudede højt med hornet og kørte over en jernbaneoverkørsel ude midt i et skovområde.
For ved overkørsel 173 på tværs af Stoksbjergvej mellem Holme Olstrup og Haslev stod den ene bom helt åben, så biler, cyklister og fodgængere frit kunne passere.
Der er en sandsynlighed for, at noget kan gå galt
Nærmest dagligt pendler John Axelsen med toget fra Næstved via Køge til Ny Ellebjerg i Valby, hvor han driver en mindre grafikvirksomhed med 12 ansatte, og gennem et par uger har han oplevet bommen stå åben.
Til sidst besluttede han at filme den åbne bom, da toget kørte forbi.
Herefter delte han videoen i Facebookgruppen for pendlerne på jernbanestrækningen, hvor flere passagerer samt togpersonale genkendte problemet.
- Toget kom kørende midt ude i ingenting, hvor det pludselig stopper op, hylede højt og passerede en jernbaneoverkørsel i langsom fart. Det giver nogle forsinkelser, fordi det er en ensporet bane, hvor andre tog ikke kan passere, siger John Axelsen og tilføjer:
- Kombineret med de andre fejl på grund af signalsystemet er det virkelig frustrerende.
- Det er ikke sådan, det skal være. Selvfølgelig kan man (Banedanmark, red.) tage alle mulige hensyn, og sandsynligheden for, at der sker noget, er nok lille. Men der er en sandsynlighed for, at noget kan gå galt, når ting ikke virker, som de skal, siger John Axelsen.
Steen Thomassen, pendlertalsmand for pendlerne på strækningen, er dog ikke nervøs for farlige situationer, eftersom togpersonalet tager deres forholdsregler ved jernbaneoverkørslen.
Alligevel er han irriteret over de tilbagevendende forsinkelser i forbindelse med den åbne bom.
For selvom det kun gør rejsetiden et par minutter længere, så kan det få mærkbare konsekvenser for pendlerne, hvis ikke problemet bliver fikset.
- Sådan nogle småproblemer kan godt vokse sig større, så de (DSB, red.) beslutter sig for at køre udenom, siger Steen Thomassen.
Frygter medarbejderflugt
Problemerne med bommen er endnu et i rækken på Lille Syd, som strækningen kaldes.
Særligt siden det nye signalsystem er blevet udrullet, har der været flere forsinkelser, aflysninger, omlægninger og misinformationer af køreplaner.
Jeg kan fornemme, at de selvfølgelig begynder at kigge efter andre jobmuligheder
Derfor har DSB flere gange været tvunget til at indsætte togbusser, mens problemerne blev løst.
- Der har været nogle voldsomme problemer på strækningen, efter det nye signalsystem blev taget i brug, siger John Axelsen og tilføjer:
- Det er sørgeligt, at man skal stå op om morgenen og se, om togene kører nogenlunde til tiden, siger han.
TV2 ØST har tidligere beskrevet, hvordan togpendlere ligefrem har valgt den offentlige transport fra og købt en bil for at komme på arbejde.
John Axelsen forudser, at problemerne på strækningen snart får konsekvenser for hans virksomhed.
- De medarbejdere, der kommer fra Næstved og Slagelse, begynder at få udfordringer med at møde til tiden og få deres privatliv til at hænge sammen, fordi de bruger rigtig meget af deres tid på transport frem og tilbage.
- Det er meget frustrerende, når man ønsker at fastholde medarbejdere, og jeg kan fornemme, at de selvfølgelig begynder at kigge efter andre jobmuligheder tættere på deres hjem, så det sætter mig i en svær situation, siger han.
Afventer rapport fra leverandør
Flere pendlere oplyser til TV2 ØST, at en række bomme på strækningen skulle have stået åbne, når toget har passeret.
Der er en standardprocedure, som går i gang, hvis en bom ikke går ned
Disse problemer skulle dog ifølge Banedanmark være løst. Men der er stadig tekniske udfordringer med at lukke bommen ved overkørslen mellem Holme Olstrup og Haslev.
Banedanmark ønsker ikke at stille op til et interview, men i et skriftligt svar til TV2 ØST oplyser de, at man er i fuld gang med at undersøge problemerne med bommen ved overkørsel 173 imellem Holme Olstrup og Haslev.
- Vi afventer en rapport fra vores leverandør, der kan sige mere om årsagen, skriver Banedanmark og tilføjer:
- Derudover er det vigtigt at understrege, at det ikke er farligt, når der er fejl på en overkørsel. Der er en standardprocedure, som går i gang, hvis en bom ikke går ned. Togføreren får besked, sætter farten ned og passerer overkørslen i gå-tempo og giver samtidig signal med hornet.
Hvornår problemerne med bommen ventes at blive løst kan Banedanmark ikke oplyse.