Blomster, træer og tapet bliver revet væk i øjeblikket

Planteskoler og byggemarkeder knokler for at følge med efterspørgslen på varer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sidste uge tog vi hul på foråret, og samtidig kunne vi atter gå i planteskoler og byggemarkeder og købe det, vi har manglet til huset og haven. Faktisk er efterspørgslen på nogle varer så stor, at det er vanskeligt for forretningerne at skaffe det, kunderne vil have, eller også må kunderne tænke anderledes i år. 

I Toksværd Planteskole lidt udenfor Næstved er det blandt andet sæson for stedmoderblomster, men planterne kommer fra Holland, som sælger til hele Europa, der som bekendt også er ramt af coronapandemien, så i Toksværd er medejer Lene Andersen glad for at have fået fingre i den farverige blomst, også selvom hun ikke kan bestemme farvevalget i år. 

- Vi har været vant til at få så og så mange lyseblå og så og så mange orange, og det kan vi ikke få i år. Vi kan få stedmoderblomster, og så kan det være, vi må sige, at så kan vi plante gule i år i stedet for. Det er sådan det er.

Lene Andersen forudser også, at de kan løbe tør for stedmoderblomster før tid, men så er der lejlighed til at prøve noget andet, lyder det fra planteskoleejeren.

Læs også
Ejere af havecentre og værtshus sigtet for at holde åbent
Læs også
Ejere af havecentre og værtshus sigtet for at holde åbent

Efterspørgslen på planter er stor, for mange mennesker er stadig hjemsendt fra arbejde og tiden går med at sætte hus i stand eller gå i haven. Og netop haveprojekter gør, at der er rift om især frugttræerne:

- Vi har bestilt flere i efteråret, end vi plejer, men der kan vi se, at der har vi ikke nok i længden. Især når nu folk går hjemme og tænker, vi vil gerne have et frugttræ i haven, så er det sådan noget, man går i gang med.

Det kniber også med at få træer i alle de størrelser, som haveejerne ønsker dem. Lene Andersen fortæller, at den nye produktion af træer er klar i efteråret, men der var der allerede træer, som leverandøren sagde, at den slags er der ikke flere af.

quote Et træ laver ikke sig selv på en sæson. Der er lidt leveringstid på

Lene Andersen, medejer, Toksværd Planteskole

Det kan måske godt skuffe haveejeren i første omgang, men som Lene Andersen siger, så laver et træ ikke sig selv på en sæson - der er lidt leveringstid på. Og som regel finder planteskole og haveejer frem til en anden løsning.

- Vi fokuserer på det, vi kan få, og så fortæller vi folk, hvad de kan få i stedet for.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Det er en situation, som Lone Vive kan snakke med om. Sammen med sin mand ejer hun  Gartnergården i Nykøbing Sjælland, der både er gartneri og planteskole. Her har den største udfordring været at få træer og buske høje nok.

- Vi er gået en størrelse ned, siger Lone Vive om de bøgeplanter i størrelse 50-80 centimeter, de sælger for tiden. 

- Vi kan ikke få dem større. De er i fin kvalitet, de er bare ikke så høje i år. Ellers plejer vi at have nogen, der hedder 80-120 centimeter også, men de er væk.

Også høje fyrretræer, der er den naturlige beplantning i den sandede jord i Odsherred, er der mangel på. Her må sommerhusejerne væbne sig med tålmodighed, synes Lone Vive.

- Når folk siger, de godt vil have noget højt, og vi siger, at vi har ikke så meget lige nu, og at de må vente et par år, så ser de helt forkerte ud i ansigtet. Men de ting, de gerne vil have, vokser ikke så stærkt, og der går altså et par år, før de når op i den størrelse, siger Gartnergårdens ejer med et smil.

quote De ting, I gerne vil have, vokser ikke så stærkt, og der går altså et par år, før de når op i den størrelse

Lone Vive, medejer, Gartnergården, Nykøbing Sjælland

I gartneriet er de derfor selv gået mere i gang end vanligt med at producere deres egne ting. Lige nu er det sommerblomster og så ellers buske og træer.

- Vi forsøger med lidt af det nu , vi kan finde ud af, siger Lone Vive.

Og har sommerhusejerne ikke tålmodighed til den lidt lavere bøgehæk, så guider de kunderne til at vælge en anden hækplante. Ifølge Lone trives bøgen også bedre i en mere fed jord end den, der findes i Rørvig.

Hun glæder sig over, at kunderne igen kan komme ind på planteskolen, og sidste uge var travl.

- Der er mange, der har gået og lagt planer og ventet på, at de kunne komme i gang med nogle af alle deres projekter.

Huset får den store tur

Det er ikke kun haven, der har nydt godt af flittigere hænder under coronaen. I farvehandlen Farvebuen i Ringsted kan de godt mærke, at hjemmet får den store tur, nu hvor vi går og kigger på vore fire vægge derhjemme og får øje på steder, der trænger til at blive frisket op.

Annette Nielsen, der ejer Farvebuen, kan godt følge med, når det gælder efterspørgsel på maling, men der er længere levering på nogle tapeter, der kommer direkte fra en fabrik i Frankrig. 

Det var et problem i slutningen af efteråret, siger Annette Nielsen, og der er stadig tapet, som farvehandlen ikke kan få fat i. Det er udsolgt fra fabrikken og skal genoptrykkes, og det kan godt tage en hel måned. Også selvklæbende folie er i restordre.

Læs også
To måneder nedlukning er slut: - Jeg har haft angstanfald og været bekymret
Læs også
To måneder nedlukning er slut: - Jeg har haft angstanfald og været bekymret

Og der er brug for, at alle varer er på hylderne nu. Fra første marts kunne kunderne nemlig komme ind i farvehandlen igen, og i følge Annette Nielsen er kunderne lykkelige nu.

- De kan gå og mærke på tingene og bladre i tapetbøgerne, og de spørger også os, om ikke vi er glade. Jo, vi er glade. Vi sælger meget mere nu, hvor folk kan komme ind og se på tingene og blive fristet.

Alle mand på gulvet

I byggemarkedet Lavpris Træ i Næstved kan de skrive under på, at folk har fået mere tid og penge til at sætte hjemmet i stand. I starten af året løb de næsten tør for fyr og gran, men de forsøger hele tiden at være på forkant og bestille nok varer hjem til at kunne følge med efterspørgslen.

- I morges sad vi og grinede af, hvor mange ordrer vi får ind. Sådan en morgen kan der sagtens ligge 140 ordrer om levering til privatkunder som for eksempel et fyrretræsgulv til Skive. Vi har aldrig set noget lignende, fortæller Mikkel Hansen, der arbejder med varebestilling i afdelingen i Næstved.

Den store efterspørgsel betyder, at der er lidt længere leveringstid på varerne, som Lavpris Træ køber hjem fra flere steder i Europa.

- Indtil for et par uger siden sagde vi, at der var en leveringstid på tre til fem dage på varer under en højsæson. Nu kan der gå op til otte dage, og det ser kun ud til at blive endnu mere travlt.

Og travlheden har en særlig indvirkning på de ansatte i virksomheden i Næstved. Mikkel Hansen sidder normalt på kontor, men nu 'render han og pakker træ'.

- Os inde på kontoret, vi er også ude og røre os.


Nyhedsoverblik