Vibeke Bruhn har været vild med at strikke, siden hun var tre år gammel.
I 2008 blev hun næsten helt blind på grund af sukkersyge. Derfor kan hun i dag kun se én procent på ét øje.
På trods af, at hun ikke længere kan se, er hun stadigvæk i stand til at strikke, hvilket betyder meget for hende.
- Håndarbejde gør, at man kan bearbejde sine tanker, koncentrere sig om noget og bruge sin fantasi, siger Vibeke Bruhn til TV ØST.
Jeg bliver glad. Dem, der køber fuglehusene, bliver glade. Og dem, som vi hjælper i Afrika, bliver glade
Ville være en del af projekt Byg1By
Sidste år hørte hun om projekt Byg1By, som Thorkild Høy og Kristina Villén fra Ringsted står bag, og hun var vild med ideen. 200 frivillige i Danmark er med i projektet, hvor frivillige dekorerer og sælger fuglehuse og foderhuse. Overskuddet går til det afrikanske land Burundi, hvor en flygtningelejr er blevet forvandlet til byen Kamakara.
Indtil videre har fuglehusene betydet et overskud på 1,3 millioner kroner, som har gjort en stor forskel for de 2500 flygtninge i Kamakara.
At sidde og hænge med hovedet for at få andres medlidenhed, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere have et godt humør og hjælpe andre.
Vibeke Bruhn er glad for at kunne hjælpe andre.
- At sidde og hænge med hovedet for at få andres medlidenhed, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere have et godt humør og hjælpe andre. Jeg bliver glad. Dem, der køber fuglehusene, bliver glade. Og dem, som vi hjælper i Afrika, bliver glade, fortæller 59-årige Vibeke Bruhn.
Indtil nu har Vibeke Bruhn solgt seks fuglehuse. I alt er der blevet produceret 7000 fuglehuse og 500 foderhuse.