Blandede følelser i Næstved

Folketingets trafikplan var både en skuffelse og en glæde for Næstveds borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han har kæmpet. Han har givet den gas på Facebook. Han har kørt i femte gear, når det gjaldt om at skabe en folkestemning for en omfartsvej, der skulle lede trafikken uden om Næstveds hjerte.

Men alligevel måtte Henning Jensen torsdag acceptere, at Folketinget ikke vil give byen en omfartsvej til en værdi af cirka 300 millioner.

Det blev i stedet til fem millioner kroner til en undersøgelse, der skal slå fast, om omfartsvejen er en god idé.

- Jeg har ikke armene helt oppe. For jeg ville helst have de 300 millioner her og nu. Og så kunne man gå i gang med projektering og bygningen af den meget nødvendige omfartsvej, lød det fra Næstveds socialdemokratiske borgmester, Henning Jensen, da trafikplanen blev vedtaget torsdag aften.

Men borgmesteren tror på, at omfartsvejen nok skal blive en realitet med tiden. Og han går ikke i tomgang.

- Vi bliver ved med at kæmpe, slog han torsdag aften fast.

Samtidig var der også gode nyheder. I Folketingets trafikplan er der nemlig afsat penge til at opgradere Sydbanen - det vil sige, at det vil tage kortere tid at køre med toget fra Nykøbing Falster til København.

- Jeg synes, det er godt. Det er nødvendigt. For det første skal vi tænke på vores klima og på vores energiforbrug. Og for det andet, så har vi simpelthen ikke plads til at udbygge vejene så meget, som de skal udbygges, mener Henning Jensen.


Nyhedsoverblik