Betjent rystet over vanvidskørsel i lille by – det kan koste liv

En bilist skal til en ny køreprøve, efter politiet tirsdag målte vedkommende til at race gennem lille by med 106 kilometer i timen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kameraet i en af politiets automatiske fartkontroller kom tirsdag på overarbejde, da ATK-vognen standsede i Glumsø fra frokosttid og blev der næsten hele eftermiddagen.

quote Det kan let komme til at betyde ulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne

Erik Mather, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Generelt blev der kørt hurtigt i byen  - men nogle biler kørte forbi fotovoghen med helt uansvarlige hastigheder. Hurtigste bil blev således målt til at køre 106 kilometer i timen gennem den lille stationsby.

Hele 127 bilister ud af det samlede antal på 487 kan se frem til at modtage en fartbøde efter kontrollen i byen. 16 får et klip i kørekortet, og en enkelt skal op til en ny køreprøve.

- ATK-vognen holdt lige ved et kryds på Nyvej, hvor der også er en fodgængerovergang. Alligevel blev der kørt, alt, alt for stærkt. Det er stærkt bekymrende – og kan let komme til at betyde ulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne, siger lederen af færdselspolitiet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Stærkt bekymrende

Han kalder det ekstra slemt, fordi kontrollen foregik midt i den lille by, hvor der i sagens natur jo er mange mennesker på gaden.

- Det, der ryster mig lidt, er at så mange tilsyneladende er ligeglade. Der bliver altså kørt rigtig stærkt her, siger Erik Mather.

Kontrollen på strækningen blev foretaget af en civil ATK-operatør mellem 11.50 og 17.15 – det vil sige, at der også blev målt fart, da skolebørnene fik fri.

quote Vi skal have det gjort trygt for alle at færdes i Glumsø igen

Erik Mather, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Hvis man overholder hastighedsgrænsen på 50 kilometer i timen, så er bremselængden under 30 meter, hvis man blokerer bremserne. Med en hastighed på 110 kilometer i timen er den i stedet på mere end 60 meter.

Mere end hver fjerde kørte for stærkt

Glumsø har ud over kryds og en fodgængerovergang på Nyvej også en rundkørsel på vejen. Derfor er det også overraskende, at der er kørt så hurtigt.

De mange klip svarer til, at hele 26 procent af bilerne på strækningen kørte for stærkt.

- Normalt begynder vi at blive særligt bekymrede, hvis mere end 10 procent af trafikanterne kører for stærkt. Her er det procenttal kraftigt forhøjet, selvom vi er inde i en by. Derfor kan jeg godt love, at vi kommer tilbage hertil. Ikke fordi vi gerne vil udskrive bøder, men for at få hastigheden i byen ned. Vi skal simpelthen have det gjort trygt for alle at færdes i Glumsø igen, siger han.


Nyhedsoverblik