Beredskabsstyrelsen lukkede portene for at undgå corona - alligevel udbrød smitten

Inden nytår besluttede Beredskabsstyrelsen, at de værnepligtige skulle isolere sig på kasernerne for at undgå smitte. Men det lykkedes ikke i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beredskabsstyrelsen lukkede kort før nytår portene og isolerede de værnepligtige i et forsøg på at undgå corona. 

Men på kasernen i Næstved har de lukkede porte ikke været nok for at holde virussen væk. 

- Det kan godt mærkes, at vi mangler en tredjedel, det er klart. Vi ville da helst have dem her, siger Martin Vendelbo, der er stabschef for Beredskabsstyrelsen Sjælland. 

quote Vi er heldige, at vi har et rigtig godt hold, men det er tydeligt, at mange har været presset over det

Bjarke Ard Hansen, værnepligtig, Beredskabsstyrelsen Sjælland

Ud af Beredskabsstyrelsen Sjællands 100 værnepligtige er 16 lige nu smittede med corona og 14 i isolation som nærkontakter. Dermed mangler næsten en tredjedel af det almindelige beredskab.

Travl start på året

De mange smittede og isolerede falder sammen med en periode, hvor beredskabet har travlt. 

Lige nu hjælper de med at aflive kalkuner, der er smittede med fugleinfluenza. Og samtidig assisterer de med ekstra hænder ved regionens test- og vaccinationscentre.

Læs også
Beredskabet lukker ekstraordinært portene - værnepligtige må ikke forlade kasernerne før 4. januar
Læs også
Beredskabet lukker ekstraordinært portene - værnepligtige må ikke forlade kasernerne før 4. januar

Selvom de lukkede porte ikke kunne stoppe smitten, bakker Martin Vendelbo stadigvæk op om beslutningen. 

- Vi kan ikke vide, om tallet havde været større eller mindre, om vi havde lukkede portene eller ej. Det tror jeg ikke, nogen kan svare på. Men jeg synes stadigvæk, det giver mening, fordi vi har kunne kontrollere test og smitte på en bedre måde, siger Martin Vendelbo og tilføjer:

- Hvis man ser bredt på det, hvilket man også skal, så må man sige, at vi stadig har sikret, at vi kan løse store opgaver. 

- Det har ikke været sjovt at være spærret inde

Den høje smitte i Næstved har betydet, at de værnepligtige, der endnu har undgået coronaen, har skulle lægge en ekstra indsats, og det har sat spor.

- Vi har været nødsaget til at få det bedste ud af det. Vi er heldige, at vi har et rigtig godt hold, men det er tydeligt, at mange har været presset over det, siger Bjarke Ard Hansen, der er værnepligtig hos Beredskabsstyrelsen Sjælland.

Læs også
Skolerne genåbner med restriktioner: - Det er fedt at være tilbage
Læs også
Skolerne genåbner med restriktioner: - Det er fedt at være tilbage

Stabschefen anerkender også det pres, de unge udsættes for, når beredskabet vælger at lukke for portene. 

- Det er ikke rart, når man er et ungt menneske, at blive spærret inde. Det er det nok ikke uanset, om man er gammel eller ung. Det har jeg meget stor respekt for, at det selvfølgelig er meget hårdt for dem. Jeg tror også, at de nu kan se en ende på det, siger Martin Vendelbo.

Lige nu ser det ud til at alle de værnepligtige igen må forlade kasernerne fra på mandag. I Næstved har de forståelse for situationen, også selvom det er hårdt. 

- Hvis jeg sad som direktør for stedet, havde jeg gjort det på samme måde. Men ingen af de måder, som de kunne have valgt, havde været sjove for os. Og det, synes jeg, er vigtigt at fortælle. For det har ikke været sjovt at være spærret inde, siger Bjarke Ard Hansen. 

VIDEO: TV2 ØST mødte Mikkel Nielsen og William Olsen kort før nytår, da de værnepligtige fik at vide, at de ikke måtte forlade kasernen.




Nyhedsoverblik