Bedrageri og trusler: Købte billigt maleri og solgte det for kæmpebeløb

En sag om et maleri af Vilhelm Hammershøi har ført til, at to mænd nu er blevet sigtet for overtrædelse af straffeloven.

To mænd er blevet så uenige om et salg af maleri, at en sag fra Næstved nu er havnet hos politiets jurister, der både skal undersøge bedrageri og trusler.

Maleriet er nemlig ikke malet af en tilfældig amatør, men af den verdensberømte danske maler Vilhelm Hammershøi, der levede fra 1864 til 1916. Det vidste maleriets ejer, en 77-årig mand, bare ikke, da han i 2018 opdagede det på et kræmmermarked i Lov på Sydsjælland.

Den 77-årige solgte maleriet videre til en 63-årig mand, som senere kunne konstatere, at der var tale om et maleri af Vilhelm Hammershøi, hvis værker har været udstillet på nogle af verdens mest anderkendte kunstitutioner som  Musée d'Orsay i Paris og Guggenheim Museum i New York.

Derfor blev maleriet ved en efterfølgende auktion solgt for 130.000 kroner hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Nu er den 63-årige sælger imidlertid sigtet for bedrageri.

Kræmmer: De aftalte at dele beløbet

Den 77-årige, der i første omgang købte maleriet, mente nemlig, at de to mænd havde indgået en aftale om, at salgssummen skulle deles mellem de to.

Den forklaring understøttes ifølge politiet af den kræmmer, der solgte maleriet til den 77-årige mand. Ifølge kræmmeren aftalte de to mænd netop, at værket skulle vurderes, hvorefter de skulle dele salgssummen, fortæller politiet til Ritzau.

Derfor krævede den 77-årige, at den 63-årige udbetalte halvdelen af den sum, maleriet havde indbragt. Det fik imidlertid den 63-årige til at anmelde den 77-årige for trusler på livet.

Under efterforskningen har betjente blandt andet fået oplysninger fra Bruun Rasmussen, ligesom vidner fra kræmmermarkedet er blevet afhørt, oplyser politikommissær Peter Hvidberg til Ritzau.

Nu skal anklagemyndigheden vurdere, om den ene eller begge mænd skal stilles for retten.