Bandidosmedlem 1 år i fængsel for skarpladt pistol

Et 46-årigt medlem af Bandidos skal 1 år og 2 måneder i fængsel, efter at politiet mandag aften anholdte ham for besiddelse af en skarpladt pistol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag aften ved 19-tiden blev et 46-årigt medlem af Bandidos anholdt for besiddelse af en skarpladt pistol. Politiet stoppede manden i en rutinekontrol manden, mens han kom gående på Holmevej ved Næstelsø.

Ved visitationen viste det sig, at han havde en skarpladt pistol, der var afsikret og med 12 patroner i magasinet. Selve pistolen var pakket ind i plastik og gemt i en pose, som manden havde på maven.

Erkendte at pistolen var hans

Manden erkendte at have haft pistolen på sig, og at det var hans. Derfor kunne han allerede tirsdag modtage sin dom under grundlovsforhøret. Retten i Næstved idømte ham en fængselsstraf på 1 år og 2 måneder, og han blev varetægtsfængslet efter dom.

Politiet kalder anholdelsen og dommen for et godt eksempel på, at det fokus, der er på personer fra bandemiljøet, bærer frugt.

- Endnu et våben er blevet fjernet fra gaden, og den skyldige er dømt. Det er et meget tilfredsstillende resultat, siger anklagerfuldmægtig Louise Pitzner-Schmidt.


Nyhedsoverblik