Simon Emil Ammitzbøl bør helt forlade Folketinget til fordel for en anden radikal, efter han har forladt både det radikale parti og folketingsgruppen i vrede. Det mener lokalformand Bo Jensen i Næstved, hvor Ammitzbøll er stillet op.
- Vi opfordrer ham til at nedlægge sit folketingsmandat, så en radikal kan tage hans plads. Ellers svigter han vælgerne, siger lokalformand Bo Jensen.
- Samvittigheden over for vælgerne må komme i betragtning, mener han.
Bo Jensen var et stykke ad vejen enig med Ammitzbøll i hans partikritik i en kronik i september, men ikke i sprogbrugen. Desuden mener Jensen, at det er på et underligt sent tidspunkt, at Ammitzbøll tager konsekvensen af en uenighed fra sidste års valgkamp, en uenighed som andre opfattede som bilagt.
/ritzau/