Asylansøgere får en varm velkomst i Næstved

Når de mange nye asylansøgere fredag vil ankomme til asylcenteret i Næstved, vil de blive modtaget med flag og varmt tøj

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overgangen fra Syrien til Næstved kan virke ekstra kold for de mange asylansøgere, der kommer til det nye asylcenter i Næstved i disse dage, hvor jorden omkring asylcentret er dækket af sne.

Derfor har Venligboerne i Næstved samlet varmt tøj sammen, som de vil give til de nye asylansøgere, der forventes at komme fredag formiddag.

- Det primære formål er, at vi vil sige velkommen. Jeg tager en håndfuld flag med derud, og så har vi samlet varmt tøj sammen til dem, fortæller Marina Paulsen, der har stiftet Facebook-gruppen for Venligboere i Næstved.

På Facebook-gruppen har Marina Paulsen fundet en gruppe mennesker, der vil stå klar på asylcenteret, der ligger ved Beredskabsstyrelsen i Næstved, når de nye beboere kommer.

Uforberedt på den danske vinter

Men udover at ønske de nye naboer velkommen, vil de også klæde dem ordentligt på til at møde det danske klima.

- Vi ved, at mange af dem flygter uden noget som helst, så de er slet ikke klar til at møde den danske vinter. Derfor indsamler vi varme jakker, støvler, skiundertøj, huer og vanter, fortæller Marina Paulsen.

Det handler om medmenneskelighed

Spørger man Marina Paulsen, hvorfor hun vil stå i kulden og vente, er hun ikke i tvivl. Det handler om medmenneskelighed.

- Vi vil gerne vise forståelse for deres situation, derfor vil vi hjælpe dem, så de kan få en rimelig tilværelse her ved at dække deres basale behov, fortæller Marina Paulsen.  

Lige nu er der over 550 medlemmer af Facebook-gruppen Venligboere i Næstved – Hjælper flygtninge. Marina Paulsen håber, at så mange som muligt vil møde op og tage imod de nye beboere. Den seneste udmelding er, at asylansøgerne vil ankomme til centret fredag formiddag mellem 10 og 12.

Hvis du også vil hjælpe de nye asylansøgere til rette, kan du finde information om gruppen her.


Nyhedsoverblik