¨

Arven fra Herlufsholm skal frem i lyset

Foto: TV ØST

Gennem mere end 200 år har tidligere elever og forældre sendt eksotiske genstande fra hele verden til skolen. Nu skal genstandene bruges i undervisningen.

Udstoppede dyr, masker og andre eksotiske ting pryder på både Herlufsholm Kostskole og hos Næstved Museum. Fælles for de mange ting er, at det er donationer sendt fra hele verden fra gavmilde tidligere elever eller deres forældre.

- Genstandene er kommet her for at fortælle en historie. De er kommet, fordi de har en fortælling, men man skal give sig tid til at være sammen med dem, bogstavelig talt, for at få fortællingen, siger Susanne Bangert, museumsinspektør på Næstved Museum.

Samlingen tæller blandt andet mange dyr, heriblandt en hel haj, en orangutang, en ørn og talrige andre spændende ting.

Trængt af moderne teknik

Tidligere har de mange spændende ting været flittigt brugt i skolens undervisning. Men i 1996 overdrog man en del samlingen til Næstved Museums varetægt. Siden da er de eksotiske sager blevet udkonkurreret af internet, iPads og mobiltelefoner.

Men nu vil Næstved Museum og Herlufsholm Kostskole i fællesskab genindføre at bruge genstandene i undervisningen. Blandt de første som har haft et undervisningsforløb på museet er en 2.G-klasse, som skal til Kina i november. De har i den forbindelse nærstuderet og fået særskilt tilladelse til at røre ved genstande fra Kina fra starten af 1900-tallet. Heriblandt en silkesko, theblokke, porcelæn og nogle kinesiske træfigurer, som illustrerer hverdagslivet i Kina på den tid.

Ikke for offentligheden - endnu

For eleverne er det særligt interessant, fordi tingene er doneret af deres forgængere på skolen.

- Det er spændende, fordi man har en tilknytning til samme sted, så man har oplevet lidt af de samme ting. Man føler, man kender personen bare en lille bitte smule. Det bliver på en måde lidt personligt, fortæller en begejstret Olga Alexandrovna Thieme fra 2.B på Herlufsholm Kostskole.

Endnu er Herlufsholms samling ikke tilgængelig for offentligheden. En sjælden gang imelem annoncerer skolen, at man kan komme og se deres del af samlingen på den historiske skole. Fra Næstved Museums side er man i gang med at registrere genstandene og deres ophavsmænd. Museet forventer, at der går nogle år, før udstillingen er tilgængelig for offentligheden.

02:29 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App