Der er ikke meget, de er enige om.
En ting kan de dog blive enige om: Det er rigtig ærgerligt.
Basketballholdet Team Fog Næstved er nemlig blevet forvist adgang i Arena Næstved, når de mandag skal spille bronzekamp i Danmarksmesterskabet mod Randers. Derfor skal spillerne tage turen til Randers frem for at spille en kamp på hjemmebane.
Problemet skyldes uenighed om penge. Direktøren i Team Fog Næstved mener, at Arena Næstved kræver betaling for noget, der ikke står i deres kontrakt.
- Det, vi ikke vil betale for, det er ydelser, som de fakturaer, som de ikke er berettiget til, lyder det fra Andreas Larsen, der er direktør i Team Fog Næstved.
Og omvendt smækker Arena Næstved døren i, fordi klubben ikke har betalt deres regninger.
- Helt kort, så er det, fordi de ikke betaler deres regninger, lyder det fra Carsten Haurum, der er formand for bestyrelsen i Arena Næstved.
Jeg vil gerne melde mig ud af Arenaen, som man kan melde sig ud af folkekirken
- Man kan ikke være i Arena Næstved hele tiden og så ikke betale sine regninger. Betaler de regningerne, må de meget gerne være der, de er meget velkomne. Men man skal betale det, man skylder.
Kan man melde sig ud af arenaen?
Meddelelsen om, at holdet ikke spiller på hjemmebane alligevel, er faldet mange for brystet på Facebook. På Team Fog Næstveds Facebook-side skriver Trine Knudsen blandt andet:
Stop nu Arena Næstved!!! Få dog de arrangementer, der er mulige. Alt andet er en falliterklæring!!!!! Er ked af, jeg ikke kan bakke op om Team FOG Næstved i Næver på mandag.
Hans Snestrup følger trop:
Det ER en skandale, men værre er, at det ikke er en overraskelse.
Og brugeren Pernille Bladt Romme skriver:
Jeg vil gerne melde mig ud af Arenaen, som man kan melde sig ud af folkekirken. Det må mindst være samme procentdel, jeg betaler i skat til den.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og spørger man direktør Andreas Larsen er han enig med brugerne.
- Det er en skandale, synes jeg. Og jeg er utrolig ked af det, siger han.
- Vi havde booket den her og fået bekræftelsen af Arena Næstved. Vi har tilbudt at deponere 80-90.000 kroner og lade det gå i voldgift og lade en tredjemand se på fakturaerne, og det har Arena Næstved nægtet.
Formand: En håbløs situation
Det er heller ikke, fordi Arena Næstved ikke ærgrer sig over at måtte skuffe de mange fans.
- Det er brandærgerligt, siger Carsten Haurum.
- Det er på mange måder en håbløs situation, vi er kommet i her. Men man må bare sige, når man ikke vil betale eller kan betale sine regninger, så er det den her berømte streg i sandet. Jeg håber, vi kan finde en løsning fremadrettet, men lige nu tager de til Randers i morgen og spiller, og det er ærgerligt for os alle sammen. Men vi kan ikke blive ved med at give tilskud til Team Fog. Det er en professionel ledelse, aflønnet ledelse, professionelle spillere, de skal også betale deres regninger, vi skal også betale vores regninger. Og sådan er spillet jo.
Stridighederne går blandt andet på prisen på drikkevarer, ekstra omklædningsrum og lønnen til ungarbejderne i arenaen.
- Vi har spurgt, om det kan passe, at en ungarbejder på under 18 år får 312 kroner i timen. Og det svar venter vi stadig på, lyder det fra Andreas Larsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men ifølge Carsten Haurum så er der en kostpris, som man skal følge.
- Vi skal ikke tjene penge på Team Fog Næstved, vi skal bare levere varen så godt, vi nu engang kan, siger Carsten Haurum.
- Det er rigtigt, vi har en opvask. En pris på 2.500 kroner for 4-500 mennesker. Det kan man altid diskutere, om det er for dyrt eller for billigt. Om søndagen er det dyrere, og arbejdskraften om tirsdagen er lidt billigere, men det er den pris, der er. Det er en give and take. Ligesom når der er mange mennesker til sponsorarrangement – drikker de meget øl? Ja. Så er det dyrere for os. Drikker de kun kaffe? Så tjener vi måske lidt på det. Men for os går det i nul, nogle gange i minus, nogle gange i plus. Det er derfor, det er kostpriser. Og det er det, Team Fog hele tiden stiller spørgsmålstegn ved. Kan vi købe sodavandene lidt billigere i supermarkedet? Jeg ved det ikke. Muligvis er der slagtilbud en dag, men sådan kan vi jo ikke drive en arena.
Så alle betaler. Team Fog betaler bare næsten ingenting
En ydelse, alle betaler
Er de her ekstra ydelser også noget, andre klubber betaler?
- Ja. Alle betaler, lyder det fra Carsten Haurum.
- Der er en listepris i Arena Næstved, når man lejer den, så betaler man de priser, der er. Er man stor kunde, og en kær kunde, og det er Team Fog, så får man rabatter. Og Team Fog får meget store rabatter, og vi giver dem ovenikøbet et tilskud på et par hundrede tusinde om året, når de skal spille i arenaen.
- Så alle betaler. Team Fog betaler bare næsten ingenting.
Men spørger man Andreas Larsen er det ikke det, det handler om.
- Det her har ikke noget at gøre med, hvad alle betaler. Jeg kan fortælle, at vi har Danmarks dyreste basketaftale. Men det, man kan fakturere mellem to virksomheder, er det, der står i kontrakten. Man kan jo ikke sidde inde på sit hjørnekontor og sige, jeg synes lige, jeg kan fakturere dem noget ekstra, som ikke står i kontrakten.
- Hvis du bestiller en håndværker og aftaler priser med ham, så kan han jo ikke selv beslutte, at nu vil han lige fakturere noget ekstra, lyder det fra direktøren.