Ansatte drak på institution for unge

Personalet i Projekthuset Løjetvej på Lolland drak i arbejdstiden, siger en af de unge

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både tidligere kolleger, anbragte unge og udenforstående har gentagne gange grebet dele af personalet i Projekthuset Løjetvej på Lolland i at drikke betydelige mængder øl og spiritus, mens de havde ansvaret for de unge, skriver metroXpress.

- De låste sig tit inde på kontoret i mange timer af gangen. Når vi sneg os til at kigge ind ad vinduet, kunne vi se, at bordet var fyldt med øl, og noget, jeg tror var whiskey, siger Patrick Rosing, der indtil 2007 afsonede en såkaldt ungdomssanktion på Løjetvej.

Hans oplevelse bekræftes af to tidligere ansatte på stedet, som uafhængigt af hinanden har oplevet det øvrige personale drikke i arbejdstiden.

-Jeg havde en nøgle til kontoret, så jeg kunne komme ind, selv om de andre havde låst døren. Og det var mere end bare en øl til frokosten, de fik sig. De burde i hvert fald slet ikke have kørt bil bagefter. Bagefter blev de tomme dåser gemt i vasketøjskurven, siger Jimmi Nielsen.

Han var indtil årsskiftet ansat som en af fire menige medarbejdere i Projekthuset Løjetvej.Også i den nærliggende by Maribo er flere ansattes omgang med alkohol blevet bemærket. De unge trænede i en periode jævnligt i et fitnesscenter i byen. I den forbindelse har en af byens butiksindehavere, der ønsker at være anonym, flere gange set institutionens personale drikke øl ved byens kirke.

Ejeren af fitnesscenteret Maribo motion og fitness vil ikke kommentere beskyldningerne om druk, men bekræfter at medarbejdere gentagne gange har efterladt de unge kriminelle uden opsyn.

- Det undrede mig temmelig meget. Vi havde en helt klar aftale om, at der altid skulle være opsyn med dem, siger Allan Rasmussen, der er indehaver af Maribo motion og fitness.

Hos Næstved Kommune, der har det øverste ansvar for Projekthuset på Løjetvej, vil børnedirektør Per B. Christensen ikke kommentere oplysningerne om de ansattes alkoholforbrug. Han vil først have en forklaring fra lederen af Den Matrikelløse Døgninstitution, som Projekthuset Løjetvej er underlagt.

Lederen er blevet bedt om en større redegørelse, efter at metroXpress de seneste dage har berettet om trusler, vold, overgreb og altså også druk i projekthuset, der udelukkende bruger uuddannet arbejdskraft.

Kommunens politisk ansvarlige på området er dog på forhånd overbevist om, at kritikerne skyder over målet. Selv om han indtil mandag ikke kendte til Projekthuset Løjetvejs eksistens.

- Jeg er sikker på, at vi som kommune driver det her sted på ordentligt vis. Selvfølgelig kan man finde små ting og sager. Det kan man alle steder,« siger Søren Dysted (S), der er viceborgmester i Næstved Kommune og formand for børne- og familieudvalget. Han forsikrer dog også, at kritikken bliver taget alvorligt og fulgt nøje.

Næstved kommune bakker stadig op om institutionen, skriver den onsdag eftermiddag og sender denne pressemeddelse:

Læs pressemeddelelsen - klik her!

 

 

 


Nyhedsoverblik