Ankesag: 72-årig i landsretten for at dræbe sin mand

Mandag tager Østre Landsret hul på ankesagen om den 72-årige kvinde, der i byretten blev idømt 11 års fængsel for at dræbe sin mand i deres fælles hjem i Næstved sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

72-årige Jytte Brandt Jørgensen fra Næstved skal mandag i landsretten, hvor hun har anket sin dom på 11 års fængsel til. I maj blev hun dømt for sidste år at dræbe sin mand i deres fælles hjem på Thit Jenses Vej i Næstved, og det takserede byretten til 11 års fængsel.
 
Den dom ankede den 72-årige, som altså nu får prøvet sin sag ved landsretten.
 

- Det er en hård straf, der er faldet. Vi mener ikke, kvinden ønskede at dræbe sin mand. Nu anker vi dommen til frifindelse, subsidiært til formildelse, idet vi mener, at min klient ikke ønskede, at hendes mand skulle dø ved overfaldet, lød det efter dommen i byretten fra forsvarer Lars Urup.

Retten valgte at give kvinden en smule rabat i straffen på grund af hendes alder, og derudover blev den 72-årige også frataget retten til at arve efter sin afdøde mand. 

Kvinden har erkendt, at det var hende, der førte kniven. Alligevel har hun nægtet sig skyldig i manddrab. Retten mente imidlertid, at kvinden, der er uddannet sygeplejerske, må have vidst, at manden ville dø, da hun stak ham med kniv flere gange i hjerteregionen.

Træt af mandens alkoholforbrug

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har efterforsket sagen, har beskrevet drabet på Ole Brandt Jørgensen som en familietragedie. I retten fortalte den 72-årige kvinde, at manden var begyndt at drikke mere, efter at han var stoppet med at arbejde som 70-årig.

Kvinden har under retssagen forklaret, at manden havde et årelangt alkoholmisbrug, og at han aldrig var til noget, når han drak. Han lå bare og sov. Det blev for meget for kvinden, og det kulminerede, da Ole Brandt Jørgensen i fuldskab var kommet til at tage en andens cykel med hjem.

Hun stak ham fire gange i hjertet og flere gange i halsen. Den følgende morgen, efter at Jytte Brandt Jørgensen havde været i bad, kontaktede hun sin familie.

Familien kom straks ud til adressen, hvor kvinden bad dem om at hjælpe hende med at overføre penge fra mandens konto til hende til brug for begravelsen, inden der blev ringet 114.

Landsretten ventes at fælde dom i sagen på onsdag.


Nyhedsoverblik