Amalie har delt sit ar med resten af landet

24-årige Amalie Pi Westerby fra Fensmark er en af de modige unge, som den seneste uge har delt sit ar med resten af Danmark efter at have været ramt af kræft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et ar fra midt på maven og ned til bukselinningen afslører, at 24-årige Amalie Pi Westerby fra Fensmark er en af de unge, der har været ramt af kræft. I 2012 blev hun opereret for kræft i æggestokke og lymfer, og i sidste uge valgte hun at dele sit ar med resten af befolkningen i Danmark ved at offentliggøre billeder af det.

Ung Kræft har den seneste uge kørt kampagnen Del dit ar, hvor folk blev opfordret til at vise deres ar frem på nettet, uanset om det kom fra kræft eller andre ting. Målet var især at fortælle de unge, at de ikke er alene om at have ar på krop og sjæl.

- Vi ved, at unge tit føler sig meget alene, når de får kræft. Det er en gruppe, der ikke er så meget fokus på i den sammenhæng, men det er et helt særligt tidspunkt i livet, de bliver ramt på. De skal til at erobre verden, rejse, uddanne sig, have kærester, og så får de kræft. I løbet af den uge, hvor kampagnen har kørt, har vi fundet ud af, at mange ikke har fortalt om deres sygdom til andre end de nærmeste, så mange går rundt alene med det, og det tabu vil vi gerne bryde, siger Tine Brændgaard, der er projektleder i Ung Kræft.

Har tudet hver dag

Kampagnen har kørt på de sociale medier, og på facebook alene er budskabet nået ud til 1,3 millioner brugere.

- Vi havde ikke nogen ide om, at det ville blive så stort. Vi håbede selvfølgelig, at de unge ville tage det til sig, men det er jo altid lidt svært at vide med de sociale medier. Vi har tudet hver dag over den store opbakning. Det er så stort og så rørende, og det betyder forhåbentligt, at de unge nu ved, hvor de skal henvende sig, og hvis de har lyst til at dele deres erfaringer med andre, siger Tina Brændgaard.

Kampagnen sluttede officielt mandag den 20. oktober, men man kan fortsat dele sit ar-billede på sociale medier som Facebook og Instagram og bruge hashtagget #delditar og #ungkræft.

Send stafetten videre

I denne uge sætter TV2 og regionerne fokus på kræft med Knæx Cancer-kampagne. TV 2 og Kræftens Bekæmpelse sender for eksempel 10 Knæk Cancer-stafetblomster ud i Danmark på en rejse, hvor de skal gå fra hånd til hånd rundt i hele landet.

TV ØST har mandag været i Næstved Storcenter for at sende blomsterstafetten fra TV ØST afsted ud i landet. Hver gang vi modtager et billede af 2 mennesker, der deler TV ØST-blomsterstafetten, donerer Hyundai 5 kroner til Knæk Cancer. Det vil sige; jo flere hænder, jo flere penge til den gode sag! Får du Knæk Cancer-stafetten, så skynd dig at give den videre, så håbet bliver delt i hele landet.


Nyhedsoverblik