Afslutningen på et anderledes år - kom med til tre vidt forskellige nytårsfejringer

TV2 ØST var både i skoven, på plejehjemmet i virtuel form og på besøg på corona-afsnittet på Slagelse Sygehus på årets sidste dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

2020 er forbi. Endelig, vil nogen måske sige.

Året har været et maraton af afstand, håndsprit og mundbind, og selvom alle tre ting følger med ind i 2021, så var der alligevel grund til at fejre, at året med coronaens tydelige aftryk er slut.

Det kunne man blandt andet mærke lidt uden for Næstved, hvor ti gode venner havde skiftet komfur og blus ud med bål, og hvor der hverken var smoking, store kjoler eller stiletter i sigte. Vennerne havde droppet den lune stue til fordel for to graders kulde og en vikingehytte – og det var der en god grund til.

- Jeg har haft 63 overnatninger ude, og jeg tror, der sidder nogen her, som har haft 100 overnatninger ude. Så det er helt naturligt for os at holde nytår på den måde, forklarer Sanne Flade Larsen.

Ingen pårørende til middag

Helt anderledes så det ud på Ortved Plejecenter ved Ringsted, hvor nytårsfejringen langt henad vejen lignede sig selv – dog med en enkelt og ganske betydelig ændring sammenlignet med andre nytårsaftener.

- Det har været superhyggeligt, og de ældre har siddet og sunget Vær Velkommen og andre sange, siger Pia Priergaard Hansen, der er social- og sundhedsassistent på plejecentret.

Artiklen fortsætter under billedet.

På plejehjemmet i Ortved har det ikke været muligt at få pårørende på besøg til middag dette nytår.
På plejehjemmet i Ortved har det ikke været muligt at få pårørende på besøg til middag dette nytår. Foto: Privatfoto

- Men der er jo ikke nogen, der har kunnet have pårørende med til spisning. Så det har jo bare været et lukket selskab, hvis man kan sige det sådan.

Et helt ekstremt år

Og på Slagelse Sygehus lignede nytåret også det sædvanlige på mange måder – her er det hele året, der har skilt sig ud, blandt andet for personalet på sygehuset afsnit med indlagte covid-19-patienter.

- Det har været et ekstremt år, og jeg tror ikke, nogen af os kunne have forestillet os, hvordan det ville blive eller kunne have forberedt os på det. Men jeg synes, at alle har håndteret det rigtig fint, siger sygeplejerske Isabella Vang.

Artiklen fortsætter under billedet.

Isabella Vang (tv.) og en kollega på arbejde nytårsnat.
Isabella Vang (tv.) og en kollega på arbejde nytårsnat. Foto: Line Strand - TV2 ØST

2020 blev for mange slet ikke det år, de håbede på, men forventningerne og drømmene til det nye år lever stadig:

- Drømmen er jo, at man kan gå ind i en butik uden et mundbind på, og at vi må give hinanden hånden igen, og jeg kan gå hjem og kramme min familie og mine venner igen, slutter Isabella Vang fra Slagelse Sygehus.

VIDEO: Se flotte dronebilleder fra Ringsted.