Afdeling på Næstved Sygehus genåbner

Neonatalafdelingen på Næstved Sygehus genåber, efter afdelingen i en uge har været lukket på grund af MRSA-bakterier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Prøverne for MRSA-bakterier på neonatalafdelingen på Næstved Sygehus er negative. Det betyder, at afdelingen kan genåbne og dermed behandle for tidligt fødte børn.

- Vi har en sandsynlig smittekilde, men intet ligger fast. Vi formoder, at det drejer sig om en pårørende til et af børnene, siger Sygehusdirektør Vagn Bach til TV ØST. 

Lukket i en uge

Afdelingen har ellers været lukket siden den 27. januar, da i alt 11 børn og 8 voksne var blevet testet positive for MRSA på neonatalafdelingen. Nyfødte for tidligt fødte børn og deres mødre er derfor i stedet blevet henvist til Holbæk eller Roskilde Sygehus.

- Vi vil gerne igen understrege, at det kun er i meget sjældne tilfælde, at MRSA giver infektion hos nyfødte. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, om alle de positivt testede børn og forældre bærer MRSA-bakterier af samme type. Men den type MRSA, som vi har fundet, kan behandles med antibiotika og kan fjernes helt fra spædbarnet igen. Men i de fleste tilfælde er behandling ikke nødvendig, da MRSA-bakterien bliver udryddet af andre bakterier, siger Vagn Bach.

Personale mangler at blive testet

I alt er 140 børn, pårørende og ansatte blevet undersøgt for MRSA-bakterier. Region Sjælland regner med, at i alt 270 personer vil blive undersøgt for bakterien, da hele personalet endnu ikke er blevet undersøgt for smitte. 

- Alle medarbejdere vil løbende blive testet, når de møder på arbejde. Hvis vi skulle sikre os 100 procent mod den her bakterie, så skulle vi isolere alle vores medarbejdere i tre døgn. Det kan ikke lade sig gøre, men vi gør, hvad vi kan for at smitten ikke igen kommer i udbrud på afdelingen, siger Vagn Bach til TV ØST. 

Det er første gang, at MRSA har været i udbrud på Næstved Sygehus. Hvis man selv er bekymret for, om man kan være kommet i kontakt med MRSA-bakterier på Næstved Sygehus i den seneste uges tid, så kan man kontakte Børne- og Ungeafdelingen på Næstved Sygehus på Næstved Sygehus på telefonnummeret 56513097.