Advokat er på fri fod igen i hvidvasksag om millioner

To andre mænd er sigtet i en sydsjællandsk sag, hvor en advokat har været fængslet på en mistanke om hvidvask.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En advokat blev tirsdag løsladt efter en uges varetægtsfængsling i en sag om hvidvask for flere millioner kroner.

Det oplyser anklager Mariam Khalil torsdag. Hun forklarer, at mistanken mod advokaten er den samme, men at der ikke længere er grundlag for, at han skal være fængslet.

- Det skyldes, at vi har fået afhørt de personer, som vi eventuelt kunne have haft en frygt for, at han kunne have påvirket. Så han blev løsladt af politiet 4. oktober klokken 10.30, siger hun til Ritzau.

quote Han blev løsladt af politiet 4. oktober klokken 10.30

Mariam Khalil, anklager, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hun oplyser også, at der er to andre sigtede i sagen. Hun afviser dog at fortælle nærmere om, hvilke roller de menes at have. Der har ikke været krav om at få dem fængslet.

Advokaten nægter sig skyldig, kom det frem i grundlovsforhøret i Retten i Næstved i forrige uge ifølge det regionale medie sn.dk.

Politiet mener, at advokaten i sit advokatfirma modtog i alt 17,3 millioner kroner via 138 overførsler. Derefter videresendte han ifølge sigtelsen 16,5 millioner kroner over 54 gange. Og her blev 15,3 millioner kroner placeret på konti i udlandet, hævdes det.

Retten i Næstved
Læs også
Advokat er sat bag tremmer for hvidvask af millioner
Retten i Næstved
Læs også
Advokat er sat bag tremmer for hvidvask af millioner

Transaktionerne skal være foregået i løbet af bare to en halv måned - fra slutningen af november sidste år og frem til 16. februar i år.

Advokaten er beskyttet af et navneforbud.

Politiet skal nu efterforske sagen videre, før det vurderes, om det ender med en retssag.

- Politiet skal i gang med at undersøge de enheder, som de har beslaglagt. Den efterforskning skal være færdig. Så skal vi i anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at rejse en tiltale eller ej, siger Mariam Khalil.