800 Næstved-borgere fejlagtigt truet med træk i kontanthjælp

En fejl betød, at 800 borgere i Næstved Kommune fik et brev om, at kommunen ville skære i deres kontanthjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

800 kontanthjælpsmodtagere fra Næstved er blevet varskoet om, at de kan miste retten til fuld kontanthjælp. Men brevene er en fejl. Borgerne er slet ikke omfattet af reglen, skriver Fagbladet 3F.

- Vi har pr. 17. juni 2016 varslet dig om, at du er omfattet af det skærpede rådighedskrav, og at du risikerer din hjælp bliver sat ned.

I den stil har Næstved Kommune indledt breve til omkring 1.600 borgere på kontanthjælp. Borgerne er blevet advaret om, at de som følge af 225-timers reglen risikerer at miste retten til fuld kontanthjælp.

Men de 800 af borgerne skulle slet ikke have haft brevene. De er nemlig slet ikke omfattet af den 225-timersregel, som kommunen ellers hævder.

Heine Skov Olesen, 49, er en af de 800, der modtog et brev i sidste uge.

- Det er jo en form for trussel. I stedet for at fortælle, hvad de vil, så er det trusler om, at hvis man ikke gør sådan og sådan inden en dato – så får du slet ikke noget. Det er virkelig irriterende, og man bliver nervøs. Det er svært nok i forvejen at være på kontanthjælp, fortæller Heine Skov Olesen, der er i arbejdsprøvning på grund af blandt andet dårlig ryg.

Brevene er en klar fejl, siger arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune Torben Bahn Petersen,

- Vi har sendt 1.600 breve ud, og det var kun 800, der skulle være sendt ud. Vores systemer har ikke snakket sammen. Det er simpelthen en teknisk fejl. Jeg er brandærgerlig over det. Det er vildt irriterende, og jeg er meget ked af, at det gør nogle borgere nervøse, når de slet ikke skulle have haft brevet, siger arbejdsmarkedschefen.


Nyhedsoverblik