47-årig bortvist for at snage i private papirer

En 47-årig mand er blevet bortvist fra sit job for at have tiltusket sig adgang til fortrolige papirer om en pige, hvis familie han tidligere har chikaneret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Næstved Kommune har bortvist en 47-årig mand fra sit job, efter at det er kommet frem, at han angiveligt har tiltusket sig adgang til fortrolige papirer.

Det skriver Sjællandske.

Dømt for chikane

Den 47-årige var ansat på Susågården, som er sted, der har til formål at hjælpe borgere med at blive afklaret i forhold til job. Her er en 20-årig kvinde tilknyttet, og det er tilsyneladende hendes papirer, manden har været interesseret i.

Den 20-årige og hendes far har været til møde med kommunen, og ifølge avisen har de kunnet fortælle, at den 47-årige mand er identisk med ham, som i 2006 blev dømt for at chikanere familien groft ved blandt andet at sprede rygter om familien og sende pornografiske mails til farens forretningsforbindelser. Dengang fik den 47-årige forbud mod at nærme sig familien i 5 år.