37-årig mand varetægtsfængslet efter familieopgør

En familiefejde førte fredag til, at en 63-årig mand blev stukket i maven med en kniv. I dag blev en 37-årig mand varetægtsfængslet i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er udsigt til mindst fire uger bag tremmer for en 37-årig mand fra Næstved.

Han er nemlig blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i netop fire uger i dag, lørdag. Manden er sigtet for at have stukket et 63-årigt familiemedlem i maven med en kniv på Karrebækvej i Næstved.

Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Men varetægtsfængslingen foregik for lukkede døre, så jeg kan ikke fortælle mere, siger han.

Derfor er det altså uvist, hvorfor familiestridigheden førte til et knivstikkeri. 

Udenfor livsfare

Den 63-årige mand blev efter knivstikkeriet fløjet til Rigshospitalet i helikopter.

- Den seneste melding, vi har fået, er, at han er stabil og udenfor livsfare, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet afviste i går overfor TV ØST, at knivstikkeriet var banderelateret.