33.000 skoleelever får fingrene i økologi

33.000 børn i TV ØSTs sendeområde bliver i de her uger kastet ud i Danmarkshistoriens største undervisningsprojekt om økologi. De skal kokkerere, smage og ikke mindst tilberede mad af økologiske råvarer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmarks hidtil største skoleprojekt om økologi er i gang. På landsplan deltager 161.000 skoleelever fra Lolland til Lemvig - af dem kommer de 33.000 fra TV ØSTs sendeområde, skriver folkene bag projketet i en pressemeddelelse.

GoCook er COOPs program for børn og unge, og det er dem, der står bag med undervisningsmaterialer om økologi og 87 tons økologiske råvarer, der sendes rundt i hele landet i ’smagekasser’.

161.000 børn fra 6.724 skoleklasser vil lære om økologi og madens vej fra jord til bord i de næste tre uger, og økologiske gulerødder skal lokke børn til at blive nysgerrige på madens vej til bordet. Mandag var det Kalbyrisskolen i Næstved, der kiggede nærmere på økologien.

Gulerodens vej til bordet

GoCooks overordnede mål er at være med til at skabe den første generation, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Men ambitionerne rækker endnu længere end til at lære børn om potter og pander.

- I madlavning spiller råvarerne en helt central rolle, men børn ved ikke, hvor maden kommer fra, og hvordan den er produceret. I år skal børnene derfor følge gulerodens vej fra jorden til skolekøkkenet - og derigennem lære om forskellen på økologisk og konventionelt landbrug. En gulerod er ikke bare en gulerod, siger Bente Svane Nielsen.

Lolland og Slagelse mest GoCook glade

Nogle vil måske mene, at den økologiske gulerod ikke kan glide ned på skoler i i hele landet, men økologien vinder frem alle steder. Blandt de mest GoCook glade kommuner er Lolland, Billund, Morsø og Slagelse, selvom de alle ligger lavt, når det kommer til andelen af økologi ved middagsbordene.

For eksempel er cirka 90 procent af alle børn fra 4. til 7. klasse i Lolland kommune med i GoCook, selvom kun fire procent af varerne i indkøbskurven er økologiske i kommunen.

- Det er fantastisk, at madlavning og økologi tiltrækker klasser fra hele landet fra Lolland til Lemvig. Lige nu er vi i Danmark verdensmestre i økologi. Hvis vi skal bevare førstepladsen, så skal den næste generation lære at lave mad og gå op i, hvad de spiser. Det første skridt er nu taget til, at skolebørn i hele landet bliver klogere på økologi end deres forældre, siger Bente Svane Nielsen


Nyhedsoverblik