26-årig kvinde fængslet for påsatte brande

En 26-årig kvinde er for kort tid siden blevet fængslet for at stå bag fem påsatte brande i Næstved. Kvinden blev anholdt efter flere lastbiler natten til onsdag blev sat i brand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken 4 i nat blev Jørgen Palle vækket med meldingen om brand. Flere lastbiler stod i flammer ved fragtfirmaet. Og det var udbrændte biler, der mødte ejeren af Palles Fragt og Autokraner.

- Aluminium og presenning er totalt væk. Næsten alt hvad der kan brænde er væk, forklarer Jørgen Palle, mens han kigger på skaderne.

En 26-årig kvinde blev kun en halv time efter branden anholdt i en lejlighed i Næstved. Hun er nu sigtet for at stå bag den og fire andre brande i byen.

- Vi har igennem et stykke tid efterforsket de brande, der har været i Næstved. Derfor havde vi efterforskere i området, som kunne gribe ind, da der blev sat ild, fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.

Næstved har gennem de sidste måneder været udsat for omkring 10 påsatte brande. Bølgen startede i april, da der blev der sat ild til to barnevogne i boligopgange ved Skt. Jørgens Park. Og senest i weekenden brød et lager af tækkerør på Industrivej i brand. Begge tilfælde mener politiet nu, at den 26-årige satte i gang.

- Nu efterforsker vi selvfølgelig fremadrettet for at finde ud af, om hun også kan være gerningsmand til andre brande i området, siger Søren Ravn-Nielsen.

Indtil videre er Jørgen Palle lettet over, at én er blevet anholdt for at stå bag branden i nat. Men han mangler stadig svar:

- Man kan have lov at håbe, at man kan få en motivation på, hvorfor man har gjort det. Om det er rent tilfældigt eller om andre ting spiller ind, mener fragtfirmaejeren.

Den 26-årige kvinde nægter sig skyldig.


Nyhedsoverblik