Endnu en person fra bande- og rockermiljøet på Sydsjælland og Lolland-Falster er nu blevet anholdt.
Tirsdag blev en 23-årig mand anholdt for at have medvirket i en skudepisode i Næstved den 20. april i år ved tatovørforretningen Don’t fear ink.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Den 23-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved senere onsdag.
24 personer varetægtsfængslet
Siden november sidste år har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi varetægtsfængslet 24 personer, som har medvirket i syv banderelaterede skyderier og et banderelateret knivstikkeri.
Men ifølge politiinspektør Kim Kliver ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er efterforskningen i de verserende bandesager ikke slut endnu.
- Vi prioriterer kampen mod rocker- og bandekriminaliteten, fordi dette miljø dels er meget kriminelt, dels er utroligt skadende for omgivelserne og afføder så mange triste skæbner, hvor det får lov at leve. Samtidig er det en stor kilde til utryghed for den almindelige borger. Selv om de lukkede miljøer til tider vanskeliggør efterforskningen, er det vores erfaring, at det nytter at kaste kræfter efter rocker- og bandekriminaliteten, siger Kim Kliver.