¨

19-årig frifundet for voldtægt

En 19-årig mand fra Slagelse er i dag blive frifundet for voldtægt af en 14-årig pige fra Dianalund. Foto: TV ØST

Retten i Næstved har i dag frifundet en 19-årig mand fra Slagelse for voldtægt af en 14-årig pige. Manden blev derimod idømt 30 dages betinget fængsel for samleje med en mindreårig.

En 19-årig mand fra Slagelse er ved Retten i Næstved blevet frifundet for voldtægt af en 14-årig pige fra Dianalund.

Til gengæld blev han idømt 30 dages betinget fængsel for samleje med et barn under 15 år. Sidstnævnte erkendte den 19-årige sig skyldig i, og han modtog dommen.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Et afgørende punkt i sagen var, hvorvidt pigen havde været i stand til at sige fra eller ej. 

I anklageskriftet fremgik det, at pigen var meget beruset, da de to var til en fest i Dianalunds omegn i december 2015. Det blev afvist under retssagen - også af pigen selv.

Det betød, at retten vurderede, at pigen havde været i stand til at sige fra, da den 19-årige i et værelse trak bukserne af pigen og gennemførte samleje, indtil pigen råbte om hjælp, og samlejet blev afbrudt af tililende.

Som anklageskriftet var formuleret, skulle retten udelukkende tage stilling til, om den 19-årige havde skaffet sig samleje med en person, der var i en tilstand, der gjorde, at hun ikke var i stand til at sige fra.

Pigen forklarede, at samlejet ikke havde været frivilligt, men tiltalen gik ikke på vold eller trusler om vold. Også »drug-rape«, hvor man putter noget i offerets drink, så offeret bliver dårlig eller uklar, blev omtalt under sagen, fortæller anklager Iben Grønbech, men som nævnt måtte retten tage stilling til anklageskriftets ordlyd, og på baggrund af de forklaringer, sagens parter samt vidner gav, fandt retten det ikke bevist, at den 14-årige var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

- Jeg har endnu ikke set dommen og dermed heller ikke drøftet den med nogen, men min umiddelbare vurdering er, at vi ikke anker frifindelse, siger Iben Grønbech.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App