1875 kroner for parkering

Beboerne på Fabriksvej i Næstved er rasende. De har modtaget et tilbud om en parkeringstilladelse fra Næstved Havn. Pris: 1875 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag er det gratis at parkere foran etageejendommene på Fabriksvej i Næstved. Men det er slut nu. For nylig modtog beboerne et brev fra Næstved Havn, hvori der blandt andet står:

"Q-park har tidligere varetaget administrationen af parkeringstilladelser, men fremover vil denne administration blive varetaget af Næstved Havn. Alle beboere på Fabriksvej 2-16 tilbydes, derfor i første omgang, at leje en P-plads for 1.875 kroner incl. moms pr. år"

- Jeg blev stiktosset, da jeg læste det brev. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne være rigtigt, siger Dennis Larsen, som bor på Fabriksvej.

- Det er jo en hel vanvittig pris. Jeg ved, at det ikke koster mere end 200 kroner flere steder i København, siger Nick Rasmussen, som også bor på Fabriksvej.

Problemet er, ifølge beboerne, også, at de ikke kan være sikre på at få en parkeringsplads hver dag, selv om de betaler de 1875 kroner. Næstved Havn vil nemlig sætte en betalingsautomat op, så der bliver adgang for alle på parkeringspladserne. Det kommer til at koste 5 kroner i timen og 20 kroner i døgnet. I dag er det kun beboerne, som kan benytte parkeringspladserne foran deres boliger.

- Når man skal betale så høj en pris, så forventer man jo også at få noget for pengene, men det kan vi åbenbart ikke være sikre på, siger Nick Rasmussen.

Beboerne skal beslutte, om de vil købe parkeringstilladelsen senest den 24. november.

Se indslaget:
[video:flv:081102_surparkering.flv]


Nyhedsoverblik