10-årig livsfarligt forbrændt

En 10-årig dreng fra Næstved er i livsfare, efter han i går blev forbrændt i sit hjem. Hans tøj var overhældt med en brændbar væske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fire kammeraters leg endte tragisk i går, en 10-årig dreng blev livsfarligt forbrændt i sit hjem. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge politiet var drengens tøj overhældt med en brændbar væske, så da der gik ild i det, flammede det eksplosivt op. Den 10-årige fik voldsomme forbrændinger fra livet og opefter.

Ifølge Ekstra Bladet smugrøg de fire venner tilsyneladende på et værelse, men hvordan der gik ild i den 10-åriges tøj, og hvorfor der var hældt brændbar væske ud over tøjet, vides endnu ikke.

En kvinde kom til undsætning og fik lagt den forbrændte dreng i et vandbad for at holde ham nedkølet til ambulancen nåede frem. Herefter blev den 10-årige dreng bragt til Rigshospitalet, hvor han nu ligger i respirator.

Han har meget dybe forbrændinger på brystkassen, armene og den nedre del af ansigtet. Udover tredjegradsforbrændingerne, så er lægerne bekymret for skader på lungerne.

Først om tre-fire dage vil det vise sig sig, om han vil overleve.