Sankthans-ugen bliver både lun og lunefuld

Vi ser ud til at slippe med tørvejr sankthansaften - til gengæld bliver der meget varmt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender.

Sådan lyder et stykke af den kendte vise af Holger Drachmann, som bliver sunget over hele Danmark sankthansaften torsdag.

Og de fleste danskere kan glæde sig over, at bålet og sangene kan blive nydt under åben himmel. Der er nemlig udsigt til en rigtig varm sommeraften torsdag.

- Det ser ud til at holde tørt og blive lunt i det meste af landet, så der skulle være chance for at holde ild i bålet, siger vagthavende meteorlog for DMI Mogens Rønnebek.

- Faktisk bliver der mange steder helt op omkring 25 grader torsdag, så der er altså tale om en meget varm luft, siger han.

Starter med regn og torden

Den første del af ugen kan også byde på regn og tordenbyger.

- Allerede her til formiddag kommer den første regn nok ind over Jylland. Når den har passeret, så bliver det rimelig pænt tirsdag med solskin og et par og tyve grader, siger den vagthavende meteorolog.

Fra tirsdag til torsdag bliver der også mulighed for regnvejr, men det bliver efter alt at dømme kun enkelte byger. Samtidig bliver det op til mellem 22 og 23 grader.

Fredag bliver landet delt i to, og der kommer regnvejr og tordenbyger i Jylland, mens det efter alt at dømme bliver tørvejr og mellem 23 og 28 grader længere østpå, medmindre vejret vender, fortæller Mogens Rønnebek.

/ritzau/


Nyhedsoverblik