Pludselig steg halmen på marken til vejrs

MIN HVERDAG: Fredag eftermiddag spottede Nadia Lasborg pludselig halmen på marken stige til vejrs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kom kørende i bil og pludselig så jeg, at halmen på marken ved siden af vejen blev løftet op i luften. Det måtte jeg simpelthen optage på video, fortæller Nadia Lasborg, der bor i Kastager på det nordlige Lolland.

Hun fortæller, at der var helt vindstille, der hvor hun stod og optog videoen - og at fænomenet var helt lydløst.

- Jeg stod kun 10 meter væk. Det var virkelig mærkeligt, at være vidne til, fortæller hun.

Klassisk sensommerfænomen

Ifølge Andreas Nyholm, vejrveært på TV2 Vejret, så er der tale om et klassisk sensommerfænomen.

- Det kaldes for en høtyv, fordi opadgående vinde "stjæler" høet. De dannes, når luften nær jordoverfladen opvarmes og hurtigt stiger til vejrs. Ofte sker det i et område, hvor luften kan få lov at stå stille i længere tid, fortæller han.

Fænomenet kan også kaldes for en støvdjævel. 

I familie med tornado

Selv om høtyven teknisk set afviger en del, så er den i familie med skypumperne og deres absolutte storebror tornadoen.

- Høtyvene er dog relativt uskadelige, men kan sende lette ting til vejrs og optræder ofte i sensommeren hen over stubmarker, hvor halm kan blive ført højt til vejrs med de roterende opadrettede vinde, lyder det fra Andreas Nyholm.

 


Nyhedsoverblik