Lise har styr på brikkerne: Lægger verdens største puslespil

Lise Hansen er vild med puslespil. Og nu er hun netop gået i gang med intet mindre end verdens største puslespil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I hjemmet i Jyderup har Lise Hansen mere end 500 puslespil. Gemt væk under sengen, proppet ned i en skunk og stablet i dynger på datterens gamle værelse.

I øjeblikket er det dog et af de helt store, som tager den 50-årige kvindes tid. Faktisk er det verdens største puslespil, som Lise Hansen har fingrene i for tiden.

- Jeg er bare vild med at lægge puslespil. Det har jeg altid været, siger hun.

Bare lidt flere brikker

quote Det betyder ikke noget, hvor stort det er. Der er bare lidt flere brikker

Lise Hansen

Verdens største puslespil har intet mindre end 40.320 brikker, er 6,8 meter bredt og 1,92 meter højt.

- Det betyder ikke noget, hvor stort det er. Der er bare lidt flere brikker, siger Lise Hansen.

Det hele begyndte, da Lise Hansen en dag hørte en mand i radion fortælle, at han ville lægge, hvad der på daværende tidspunkt var verdens største.

Fra verdens største til næststørste

- Han sagde, at det ville tage ham et år. Men så tænkte jeg, at det da ikke kunne tage så lang tid at lægge et puslespil.

Lise Hansen lagde det dengang største puslespil i verdenen med 30.600 brikker på tre måneder.

Vil du have verdens næststørste puslespil?

Lise Hansen vil gerne donere puslespilet med 30.600 brikker væk til eksempelvis et børnehospital, en institution eller lignende.

Hvis du er interesseret, kan du kontakte TV ØST-journalist Tina Tjørner på titj@tveast.dk.

Mens hun lagde det, kom der dog et endnu større puslespil på markedet med 40.320 brikker. Dermed var det 'kun' det næststørste, Lise Hansen fik færdiggjort, og derfor måtte hun jo få fingrene i det nyeste 'verdens største puslespil'.

Ud med møbler ind med brikker

Mens Lise Hansen sidder ved spisebordet i stuen og samler verdens største puslespil stykke for stykke, ligger det næststørste og fylder hele gulvet på datternes gamle værelse på førstesalen, som blev ryddet blot til dette formål.

- Jeg måtte rydde værelset, så der var plads til puslespilet. Min datter var lige flyttet ud, så der var ingen sure miner, fortæller Lise Hansen.

Verdens største puslespil består af flere små med omkring 4.500 brikker hver, som til slut bliver lagt sammen til ét stort puslespil.

Krudt i røven

Heldigvis har Lise Hansens mand intet imod de mange kasser med brikker, som ligger rundt omkring i huset.

- Bare han ikke skal være med, så er han glad. Han har så meget krudt i røven og kan ikke sidde stille, så han ordner alt muligt andet, mens jeg er i gang, siger Lise Hansen.

Det er ikke umidelbart til at sige, hvornår Lise bliver færdig med verdens største puslespil. Men bare rolig, TV ØST følger historien nøje.

Se indslaget om Lise Hansen og de store puslespil øverst i artiklen

MIN HVERDAG

’Min hverdag’ er indslag, artikler og Facebook-opslag lavet af video og billeder, som TV ØST-brugere har indsendt til redaktionen fra deres hverdag.

Du kan også dele din hverdag med TV ØST. Send video og billeder til os via hjemmesiden upload.tveast.dk eller mail på redaktionen@tveast.dk.

Nyhedsoverblik