Det skulle egentlig have været en helt almindelig aftentur med lidt legeri med et nyt objektiv til kameraet, da Lone Athanasakis søndag aften gik tur med manden og hunden på Ordrup Næs i Odsherred.
Man kunne se det med det blotte øje
Søndag aften var en af de første skyfrie aftener i månedsvis, og Lone Athanasakis håbede derfor at kunne prøve at knipse et billede af de mange stjerner i Mælkevejen.
Pludselig bad hendes mand hende imidlertid dreje hovedet mod nord.
- Der var det smukkeste nordlys. Man kunne se det med det blotte øje, og det var ret så smukt, siger Lone Athanasakis til TV ØST.
Hurtigt blev kameraet drejet – og det smukke billede på denne artikel blev taget klokken 21.20. Kameraet brugte hele 13 sekunder på at fange sceneriet.
Overraskende nordlys
Det er fjerde døgn i træk, at Jorden bades i energipartikler, der i øjeblikket kastes ud igennem et hul i solens atmosfære. Strålingen opfanges af Jordens magnetfelt, og det man ser er, at partiklerne støder sammen med luft-atomer i jordens atmosfære.
- Jeg kan godt lide at tage billeder af nattehimlen, og jeg har også taget billeder af nordlys før blandt andet den 7. november sidste år og ved flotte nordlys den 27. marts sidste år, siger hun.
Hun følger da også nyhedssider dedikeret til blandt andet nordlys, som eksempelvis Spaceweather.com og en række dedikerede apps. Det overrasker hende dog, at hun kunne se flot nordlys søndag aften.
- Jeg synes ikke, at tallene viste, at nordlyset kunne ses helt nede på vores breddegrader. Så det var bare super heldigt, at jeg var der, siger hun.
Det synlige nordlys kommer, når energipartiklerne fra solen rammer atomerne i Jordens atmosfære. Den grønne og brun-røde farve kommer, når partiklerne rammer ilt-atomer, mens de blå eller røde farver kommer, når partiklerne rammer kvælstof-atomer.