Afgrøderne på Lolland-Falster tørster

Afgrøderne rundt om på markerne i regionen tørster efter vand. Ifølge DMI har tørken ramt Lolland-Falster hårdest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er tørt - meget tørt - ude i naturen i øjeblikket. Ifølge DMI er vores region i landet, den region, der tørster mest efter vand. Her i regionen er det på Lolland-Falster at tørken har ramt hårdest. 

Det fremgår af nedenstående screenshot fra DMIs hjemmeside af tørkeindekset i Danmark:

 

 
  Foto: screenshot - dmi.dk

 

Det kan ved selvsyn konstateres på videoen ovenfor, optaget af ØSTHOLDETs Bente Sonn fra Holeby, fra en roemark ved Runestensvej ved Rødby, hvor en støvsky står op efter traktoren.

Raderenser roer

Føreren af traktoren på videoen er Jørgen Erik Jørgensen, der er i gang med at raderense roerne på marken.

- Kemien, som skulle slå ukrudten ihjel, har ikke virket helt efter hensigten på grund af tørken. Derfor må vi raderense roerne, fortæller Jørgen Erik Jørgensen.

Også landmand Allan Clausen, der også har marker ved Rødby kigger desperat i vejrudsigten efter regn. Han har byg, hvede, roer og raps på sine marker.

- Planterne er stressede på grund af tørken. De skal bruge vand til at lave frø netop nu, men det er godt i gang med at betyde, at planterne bliver underudviklede - og kan derfor så få konsekvenser for udbyttet, siger han.

Ønsker sig heldagsregn

Allan Clausens ønskevejrudsigt lyder således:

- Vi skal have en dag med roligt vejr og heldagsregn - så et par dage med sol uden for meget blæst, så planterne kan nå at optage vandet - og så en dag mere med heldagsregn, lyder det fra Allan Clausen.  

Risiko for afbrændingsforbud

Også hos Lolland-Falster Brandvæsen følger viceberedskabsdirektør Finn Antonisen vejrudsigterne tæt.

- Det er meget tørt overalt og derfor kan vi kun opfordre til at ekstremt påpasselige med åben ild, siger Finn Antonisen.

Han slår dog fast, at man ikke er ude i et totalt afbrændingsforbud endnu, hvor det bliver forbudt at benytte gasbrænder, åben ild og grill i naturen.

- Men kommer der ikke snart noget regn - og her taler vi om en del mere end bare fem millimeter - så skal vi overveje nogle restriktioner, siger han.

Sankthansbål i fare

Ude i horisonten - om 14 dage - ligger sankthansaften med de traditionelle bål rundt om i regionen.

- Vi vil strække os langt for at kunne gennemføre bålafbrændinger sankthansaften. Hvis det fortsat er ligeså tørt om 14 dage, så vil vi kraftigt overveje afbrændingsforbud. Det vil betyde, at vi kun vil tillade sankthansbål på steder, hvor vi anser det for absolut sikkert at brænde bål af, siger Finn Antonisen.

Han håber dog, at det når at regne en del inden da.

- Vi skal have godt med vand, så det grønne bunddække kan begynde at gro igen, slår han fast.

Den kommende uges vejrudsigter love dog ikke umiddelbart regn i de mængder, som både landmænd og viceberedskabsdirektøren efterspørger.


Nyhedsoverblik