Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Vilde urter

Mads har hentet alle mulige slags vilde urter i naturen - ikke mindst brændenæller og skvalderkål. David tænder op for en gryde med muslinger, mens Mads tager handskerne på for ikke at brande nallerne på nællerne. Og Mads må også en tur i haven efter flere forsyninger af skvalderkål til ukrudts-stuvningen.

OPSKRIFT:
Muslinger med ”ukrudt”

1 kg muslinger
1,5 dl. hønsefond/bouillon
1,5 dl. piskefløde
100 gr. ærter (bælgede)
2 gulerødder
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
Lille bundt skvalderkål (eller bredbladet persille)
Lille bundt brændenælder (eller spinat)

4-5 forskelige slags ukrudt/urter/salater, efter smag og behag


Lav en salat af urter.
Riv løgkarsen i mindre stykker. Bland med manna, skovmærke, mynte og brøndkarse.

Bælg ærterne. Skræl løg og gulerødder og skær dem i små tern.

Skyl muslingerne grundigt og sorter de af dem fra, der ikke lukker sig.
Kog muslingerne i hønsefond/bouillon, indtil de åbner sig.
Tag dem op af gryden og pil kødet ud af skallerne. Gem fonden fra gryden og lad den stå og simre lidt, så den reducerer.

Rens brændenælder og skvalderkål og fjern bladene fra stilkene.

Bland nu muslingerne med de hakkede gulerødder og løg. Kom fonden fra muslingegryden på og tilsæt fløde. Tilsæt til sidst ærter, samt brændenælder og skvalderkål. Giv det et kort opkog og server rygende varm på leje af urte/ukrudts salaten.
17/6/2022

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.