Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Nye kartofler og asparges

Der er ingen vej uden om for David. Mads har fået helt nye kartofler med direkte fra markerne på Falster, og de ryger i en himmelsk (ja nærmest djævelsk) kartoffelmos med rigelige mængder smør OG fløde. Til kartoflerne serverer David kammuslinger og grønne asparges.

OPSKRIFT:
Kartofler, kammuslinger og asparges

250 gr. kartofler
75 gr. smør
1 dl. fløde
Lille bundt purløg
2 skalotteløg
Salt og peber

8 store kammuslinger
Olie til stegning
1 bundt grønne asparges


Skyl og skrab kartoflerne.
Kog dem møre i letsaltet vand.
Tag otte små og pæne kartofler fra og brug resten til mos.
Lav en grov mos med smør, fløde, purløg og skalotteløg. Smag til med salt og peber.

Hak purløg fint. Skræl løgene og hak dem fint.
Knæk det grove endestykke af aspargesene og del dem på langs.

Pil evt. sidefileten af kammuslingerne.
Tilsæt lidt olie på en varm pande og steg muslingerne af, så de får en flot gylden stegeskorpe på hver side. 2-3 min. Læg asparges op på panden når du tager muslingerne af og lad dem stege kort, med lidt salt og peber.

Anret mosen i bunden af tallerkenen, kom muslinger og små kartofler ovenpå. Læg asparges på toppen og pynt med friske urter.

Spis evt. jordbær med fløde og jordbærlikør til dessert ;-)
24/6/2022

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.