Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Lammekølle med bulgur

Mads har fået en lammekølle med, der smager af udsigten fra Stevns klint. Og tilsat duften af nordafrika og sødmen fra nordiske morbærkrat, så har vi en forårsret ala David, som kan få selv Mads til at acceptere 1.5 times tilberedningstid.

OPSKRIFT:
Lammekølle med bagte skalotteløg og safranbulgur

1 lammekølle
10-12 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 lille bundt frisk timian
1 øko-citron
2 spsk. balsamicoeddike
Salt og peber

6-8 små tomater
Lille bundt persille
50 gr. tørrede hvide morbær

2 dl. grov bulgur
4 dl. vand
1 knivspids safran


Start med at fjerne benet fra lammekøllen.
Skræl løgene og fjern enderne.
Skræl hvidløget og snit det fint.
Hak timian fint.

Riv skallen af en øko-citron hen over kødet, drys timian og hvidløg over. Kom salt og peber på og rul kødet sammen så alle krydderierne er indvendigt. Rids ydersiden og læg løgene rundt om. Stænk med balsamicoeddike, tilsæt salt og lidt mere timian, samt saften fra citronen.
Steg det i ovnen i ca. 1,5 time ved 200 grader varmluft.

Kog bulguren som anvist på posen, tilsat safran. Smag til med salt og peber.

Skær tomaterne i mindre både.
Hak persillen fint og vend det i. Kom det op i en lille gryde, hæld stegeskyen fra lammet op i og giv det en hurtig opvarmning.

Anret bulgur i bunden af tallerkenen. Kom skiver af lam ovenpå. Drys morbær rundt om og tomater på toppen. Læg de bagte løg på siden og pynt med friske urter.
3/6/2022

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.