Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Grønne sager

Mads har hentet store flotte biodynamiske grøntsager fra Marjatta på sydsjælland, som David mener skal snittes MEGET fint. Mads gør sit bedste, og noget tyder på at det rækker. En nem, frisk forårsret.

OPSKRIFT:
Forårsgrønt med rødfisk

3-4 store blade af bladbeder (også kendt som sølvbeder)
3 bananscalotteløg
4 friske hvidløgs skud
½ lille græskar
1 bdt. bronzefennikel
6 radiser
Lille bdt. purløg
Olie til stegning

4 filetter af rødfisk
100 gr. smør
1 dl. hvidvin
Frisk rosmarin
Olie til stegning
Salt og peber


Skær de grove stængler af bederne og skyl bladene grundigt. Snit dem.
Skær de grove stængler i små tern.

Snit purløg fint. Skær radiserne i tynde skiver på den lange led.
Fjern kerner og skræl fra græskaret. Skær det i små tern.

Skær toppene ad hvidløget og fjern de yderste blade. Skær dem i mindre stykker og skyl grundigt.
Skræl scalotteløgene og del dem i mindre, men grove stykker.

Kom hvidløg, scalotteløg og græskar i en lille gryde og steg det mørt i lidt olie.
Umiddelbart inden servering kommes de snittede bedeblade i gryden.

Fjern eventuelle skæl og ben fra fisken, hvis ikke fiskehandleren har ordnet det.
Snit lidt i skindsiden og steg så fisken med skindsiden nedad, i olie på en varm pande.
Pres fisken ned mod panden, for at få sprødt skind. Kom hvidvin på panden, lad det reducere lidt og kom så smør på. Læg bedestængler, purløg og rosmarinskud op i panden og lad dem simre med.

Anret fisken med grøntsagerne ovenpå, hæld lidt af smørsaucen rundt om. Pynt med radiser og bronzefennikel.
22/4/2022

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.