Mad med Mads og David - Cuvette med broccolini og padrons
Fra en af regionens mindste kød-udsalg på Enø får Mads en cuvette fra en ung Jersey malkeko med til David. Den ryger lige i ovnen med en halv flaske hvidvin, og David serverer den med stegte padrons og broccolini.
OPSKRIFT:
Cuvette med padrons og broccolini
1 cuvettesteg
6 scalotteløg
6 fed hvidløg
1 bundt frisk timian
2 dl. hvidvin
Salt og peber
12 padrons
8 broccolini
Olie til stegning
3 spsk. creme fraiche 18%
Skræl 6 fed hvidløg og 6 scalotteløg. Del scalotteløgene på langs. Læg dem i bunden af et ildfast fad.
Skær det værste fedtlag af cuvetten og rids toppen på kryds og tværs.
Læg stegen oven på løgene. Drys med salt og peber. Kom frisk timian ovenpå - og hæld hvidvin på.
Steges i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 40 min.
Stegeskyen fra stegen i ovnen, kommes i en lille gryde. Creme fraichen blendes i med stavblender.
Steg padrons og broccolini af i olie på en varm pande. Smag til med salt og peber.
Server de stegte løg med skiver af cuvetten, de stegte grøntsager ovenpå og saucen på siden.
4/6/2021