Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Boller i selleri

Boller i selleri er en himmelsk klassisk ret. Og når den så oven i købet laves med hakket kød fra angus-kvæg og fritgående grise fra Vores Lille gård ved Sorø, så nærmer det sig kunst. Om det så skal laves med knoldselleri eller bladselleri er op til diskussion mellem Mads og David.

OPSKRIFT:
Boller i selleri

½ kg hakket okse
½ kg hakket gris
1 spsk. salt
Friske urter, her rosmarin, timian og persille
2 æg
2 dl. mel
1-2 dl. mælk
2 bananskalotteløg

3 stilke bladselleri
100 gr. bælgede ærter
2 dl. hønsebouillon
6 små gulerødder
6 hvide asparges
50 gr. smør
50 gr. mel
4 dl. fløde


Bland de to slags hakket kød. Rør salt i.
Hak krydderurter fint og vend det op i.
Slå de to æg ud i.
Skræl løgene og hak dem fint. Kom dem op i farsen.
Tilsæt mælk og mel og rør farsen lind.

Sæt en gryde saltet vand over og lad det koge op.
Form kødboller ved hjælp af en ske.
Kog kødbollerne i ca. 5-6 minutter.
Tag dem forsigtigt op med en hulske.

Bælg ærterne.
Skræl gulerødderne. Lad gerne lidt af den grønne stilk sidde. Del dem på langs.
Hak bladsellerien fint.
Skær det nederste af de hvide asparges og skræl det yderste seje lag af og del dem på langs.

Damp asparges og gulerødder møre i hønsebouillon. Tag dem op af gryden og kom nu en smule af kogevandet fra kødbollerne op i ca. 2-3 dl.
Smelt smør i en lille gryde, rør mel op i. Rør melbollen op i saucen og rør til en cremet sauce.
Hæld fløde op i og lad det koge lidt.
Tilsæt asparges, gulerødder og kødbollerne. Lad det simre lidt.
Umiddelbart inden servering tilsættes ærter og selleri.

Server i en dyb tallerken.
9/6/2023

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.