Serie
Mad med Mads og David

Kylling (á la) Danois



OPSKRIFT:
Kylling a la Danois

4 kyllingebryster
olie til stegning
salt og peber

1 agurk
1 dl. sukker
1 dl. eddike

2-3 rabarber
1 spsk. rødvinseddike
2 spsk. mørk sukker
1 dl. vand

4 hvide asparges
2 scalotteløg
1 rødløg
1,5 dl. hønsefond eller bouillon
25 gr. smør

Friske krydderurter.

Start med at lave små kugler af agurk med et Parisiennejern eller en teske. Kom det op i sukker/eddike lage og lad det stå at trække.

Skær rabarberen i fine skiver og kog dem møre i sukker, eddike og vand. Gem en lille smule, finthakkede rabarber, der forbliver rå.

Skræl scalotteløgene og hak dem fint. Skræl rødløget og skær det ud på langs i strimler.

Steg kyllingebrysterne af på skindsiden først, så de får et gyldent skind. Krydr med salt og peber. Vend dem og steg dem kort på den anden side og kom dem så i ovnen. Steg færdig på 200 grader, ca. 10 min.

Skær det nederste af aspargesene og skræl dem, 2-3 gange rundt, for at undgå at de smager bittert. Steg dem møre på panden. Vend de finthakkede rå rarbarbere op i.

Steg løgene af på panden, hvor kyllingerne blev stegt. Tilsæt hønsefond eller bouillon og lad det simre. Tilsæt en klat smør og rør den ud i.

Hak friske krydderurter til pynt.
Anret de syltede agurker på tallerkenen. Kom rabarberkompotten ved siden af.
Læg aspargesene på og til sidst kyllingen, som overhældes hønsebouillonen og pynt med friske urter.
25/5/2018

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.