Voldsom markbrand: - Det kunne være gået grueligt galt

Store dele af en mark er tirsdag eftermiddag brændt. Ingen er kommet til skade ved branden i Søllested, der nu er under kontrol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag eftermiddag gik der ild i en mejetærsker på en hvedemark på Gurrebyvej i Søllested. Landmanden var i gang med at høste marken, da der gik ild under mejetærskeren.

- Han kørte over på en høstet frøgræsmark, hvor han fik placeret mejetærskeren og slukket ilden under den, fortæller Jens Rasmussen, der er indsatsleder hos Lolland-Falster Brandvæsen.

quote Det kunne være gået grueligt galt. Det blæser syv meter i sekundet og kombineret med den tørke, vi har, kunne det være gået rigtig galt. Det gik bare op i flammer det hele.

Jens Rasmussen, indsatsleder hos Lolland-Falster Brandvæsen

Ilden havde dog fået fat i hvedemarken, og på ganske kort tid fik den fat i den tørre hvede, og branden spredte sig på 30 af de i alt 42 hektar, som marken er på.

- Det var ét stort flammehav, fortæller indsatslederen.

- Der ligger tre huse og en gård i nærheden, som branden nærmede sig. Da vi kom frem, var husene totalt overdækket af kraftig røg, men der var ikke ild i husene, fortæller indsatslederen.

Kunne være gået grueligt galt

Branden fik fat i buske og hække, der grænser op til de fire bygninger. Til at hjælpe med brandslukningen kom tre brandbiler og fem vandtankvogne – i alt omkring 20 brandmænd. 

Derudover blev en akutbil og en ambulance tilkaldt.

- Der var en kvinde i et af husene, og vi fik at vide, at hun var sengeliggende. Vi fik en til at tjekke til hende, men der var så lidt røg i huset, at det ingen betydning havde. Derfor blev hun liggende, og vi havde en til at sidde og holde opsyn hos hende, siger Jens Rasmussen.

En anden beboer blev tjekket for røgforgiftning, men skulle ikke behandles på hospitalet.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden, men ifølge indsatslederen kunne det være endt fatalt.

Læs også
Brandkadetter giver håb om stærke beredskaber i lokalområderne
Læs også
Brandkadetter giver håb om stærke beredskaber i lokalområderne

- Det kunne være gået grueligt galt. Det blæser syv meter i sekundet og kombineret med den tørke, vi har, kunne det være gået rigtig galt. Det gik bare op i flammer det hele, siger Jens Rasmussen, der har stor ros til landmanden, der slog alarm omkring klokken 13.30.

- Han har gjort, hvad han kunne, da han flyttede mejetærskeren og selv fik den slukket med den pulverslukker, han havde med sig.

Branden bevægede sig mod nogle nærved liggende skinner, hvorefter togtrafikken blev indstillet.

Lolland-Falsters Brandvæsen forventer, at der vil være brandfolk tilstede på marken for at slukke det sidste af branden til omkring  klokken 16.30. 


Nyhedsoverblik