Voldsom brand ved Maribo - hus skal skilles ad

En beboelsesejendom har været ramt af en voldsom brand natten til mandag ved Maribo. Alle beboere er uskadte. Brandvæsnet er stadig i gang med slukning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland-Falster Brandvæsen har haft travlt hele natten ved Maribo. Her har de kæmpet med flammerne i en ældre beboelsesejendom. Brandvæsnet fik anmeldelsen om en skorstensbrand i en lade klokken cirka halv to i nat.

- Da jeg kommer, kan jeg dog se, at det er lidt mere end en skorstensbrand. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det handler om at redde hovedhuset, siger indsatsleder Jesper Pedersen, der var første mand på stedet.

quote På grund af vinden varmer branden materialet op, som afgiver nogle brandbare gasser, der så antænder

Jesper Pedersen, indsatsleder, Lolland-Falster Brandvæsen

Derfor satte brandvæsnet en slukning i gang på hver side af laden for at presse branden væk. Men en kraftig vind fra syd gjorde, at branden alligevel spredte sig til hovedhuset.

- På grund af vinden varmer branden materialet op, som afgiver nogle brandbare gasser, der så antænder, lyder det fra indsatslederen.

Det betyder også, at branden stadig er i gang mandag formiddag, fordi den hele tiden tænder rundt omkring i såkaldte brandlommer.  

Artiklen fortsætter under billedet.

 
 

En alvorlig brand

Indsatslederen kalder det for en alvorlig brand, da det er en stor brand med mange kvadratmeter, der er ramt.

- I starten af branden var vi 22 brandfolk for at bekæmpe den. Vi havde seks tankvogne med hver 8.000 liter vand, som bare kørte i pendulfart for at hente vand til os, siger Jesper Pedersen.

Selvom branden har været stor, så er der ikke nogle personskader, fortæller han.

quote Familien var heldigvis ude i haven. Så der var ikke nogle personer, der var i fare på noget tidspunkt

Jesper Pedersen, indsatsleder, Lolland-Falster Brandvæsen

- Familien var heldigvis ude i haven. Så der var ikke nogle personer, der var i fare på noget tidspunkt, lyder det.

Mandag er der også et stort opbud ved huset, da Beredskabsstyrelsen er til stede. De skal hjælpe med at skille bygningen ad for at komme branden til livs.

- Der er så mange steder, hvor man ikke komme til. Og huset er sammenstyrtningstruet, så vi kan ikke sende brandfolk ind i huset. Derfor skiller vi huset ad og slukker stykke for stykke, siger han.

Indsatslederen understreger, at der ikke er nogen fare for, at branden spreder sig yderligere, og røgen bør ikke give gener. Han kan ikke sige noget om, hvad brandårsagen er.


Nyhedsoverblik