Vil genåbne lukket købmand til foråret - nu starter jagten på 500.000 kroner

Stemningen var god, og mange har vist opbakning til at genetablere byens købmand på gårsdagens borgermøde i Bandholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var lige før, at der skulle findes ekstra stole frem, da borgerne i Bandholm onsdag aften forsamlede sig for at drøfte situationen omkring den lukkede købmandsbutik.

I mere end fire måneder har Bandholm-borgerne måttet ty til nabobyerne for dagligdagens indkøb, efter at købmandsforretningen på Havnegade 1 nærmest uden varsel drejede nøglen om i foråret. 

I går var man så forsamlet for at tage første spadestik til, at der igen skal kunne købes mælk, mel og sukker fra huset ved tanken på hjørnet.

quote I sommer har mange spurgt, hvor de kan gå hen og købe noget, hvor vi har måtte sige – desværre

Gitte Arvegaard, formand, Arbejdsgruppen

- Det var virkelig positivt. Vi var 74 mennesker, siger formand for Bandholm, Reersnæs og Blans Beboerforening, Torben Karlsson, som lader forstå, at man havde forventet et fremmøde på 60 fra den lille havneby, hvis indbyggertal tæller omkring 500 personer.

- Vi har fået nedsat en arbejdsgruppe, der skal prøve at få skrabet nogle penge sammen, siger en glad formand videre og tilføjer:

- Der var mange, som vi ikke normalt ser, når vi holder noget – det var også positivt.

Købmand for levende by

I spidsen for den nye arbejdsgruppe er Gitte Arvegaard. Det er hende, der har fået idéen om at skabe liv i butikken igen, fordi hun mener, at en by som Bandholm behøver en købmand.

- Det gik fantastisk godt. Der var stor opbakning og meget positiv stemning. Man kunne godt have frygtet, der sad en masse, som sagde, det ikke kunne lade sig gøre – men det var der slet ikke tale om, siger hun og tilføjer:

- Grunden til, at jeg overhovedet tog den bold op, var, at hvis Bandholm skal blive ved med at være en attraktiv by, skal her være liv, og så skal der foregå noget. Vi kan ikke trække nogen til, hvis ikke vi sørger for, der er indkøbsmuligheder.

Hun har selv så sent som i denne sommer, hvor byen for første gang siden 2008 ikke har haft nogen forretning med salg af dagligvarer, måttet give den nedslående nyhed til flere turister.

- I sommer har mange spurgt, hvor de kan gå hen og købe noget, hvor vi har måttet sige desværre.

De sidste måtte stå i døren for at være med til gårsdagens borgermøde i Bandholm, hvor stregerne blev slået til at genåbne byens købmand.
De sidste måtte stå i døren for at være med til gårsdagens borgermøde i Bandholm, hvor stregerne blev slået til at genåbne byens købmand. Foto: Flemming Jørgensen - Privatfoto

I praksis skal genrejsningen af en købmandsforretning i Bandholm ske igennem et samarbejde med dagligvarekoncernen Dagrofa. Her kommer borgerne i Bandholm til at rejse kapitalen til opstart og indretning – imens Dagrofa står for at finde den rette købmand, som også selv vil investere i projektet.

Halvdelen vil være med

Det var blandt andet det, som Jesper K. Madsen, der er projektchef for Dagrofas Butiksudvikling, kunne fortælle de fremmødte borgere på mødet i går.

Læs også
Pludselig lukkede byens eneste købmand - nu forsøger borgerne at indsamle en halv million
Læs også
Pludselig lukkede byens eneste købmand - nu forsøger borgerne at indsamle en halv million

I praksis kommer kapitalrejsningen til at foregå på den vis, at borgere kan købe andele af 1000 kroner stykket i den kommende købmandsforretning.

Med omtrent 1200 indbyggere, er det således et anseeligt benarbejde, der nu venter arbejdsgruppen med at få overbevist i gennemsnit hver anden Bandholm-borger om behovet for en købmand i byen.

Gitte Arvegaard, står i spidsen for den nye arbejdsgruppe. Hun mener, at en dagligvarebutik i Bandholm er afgørende for byens overlevelse.
Gitte Arvegaard, står i spidsen for den nye arbejdsgruppe. Hun mener, at en dagligvarebutik i Bandholm er afgørende for byens overlevelse. Foto: Privatfoto.

- Først og fremmest skal vi sikre en vis form for borgerinddragelse. I går var 74 mødt op, hvilket er stort for Bandholm, og da vi bad om tilkendegivelse af, hvem der kunne tænkes at være med, rakte langt over halvdelen hånden op, siger Gitte Arvegaard og tilføjer:

- Vi skal ud i nærområdet. Det bliver en opgave, men derudover tænker vi også i sponsorater fra private virksomheder – det ved jeg, de har lykkedes med i Kettinge – ligesom vi også vil søge nogle legater.

Læs også
Kampen er slut – borgerne i Kettinge overtager endelig den gamle brugs
Læs også
Kampen er slut – borgerne i Kettinge overtager endelig den gamle brugs

At få så mange som muligt af byens omkring 1.200 lokale borgere til at føle ejerskab for købmandsforretningen er netop hele filosofien bag at sælge andele, forklarer Torben Karlsson:

- Det handler om at få folk til at sætte hænderne på kogepladen – for som Dagrofa siger, hvis man har investeret 1.000 kroner i forretningen, så handler man der også, fortæller Torben Karlsson

Der er ikke sat nogen deadline for, hvornår pengene skal være tilvejebragt.

- Det kan være fra et halvt til to år, siger Torben Karlsson og tilføjer:

- Jeg vil sige, hvis der er en købmand, når vi når til næste sommer, så skal vi være glade.


Nyhedsoverblik