Vestas vil skære 220 stillinger - er blevet for mange ansatte efter køb

Vestas vil skære 220 stillinger særligt i Danmark og Storbritannien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vindmølleproducenten Vestas vil skære 220 stillinger i særligt Danmark og Storbritannien. Det sker i forbindelse med integration af MHI Vestas, oplyser Vestas i en pressemeddelelse.

Ifølge Vestas er man efter sammenlægningen blevet for mange på tværs af den samlede organisation. Og derfor skal der siges farvel til medarbejdere.

Ifølge senest offentliggjorte regnskab har Vestas i underkanten af 26.000 medarbejdere. Det er opgjort før sammenlægningen med MHI Vestas.

29.000 medarbejdere globalt

Efter nedskaleringen vil Vestas have mere end 29.000 medarbejdere globalt, og cirka 6000 af dem vil være ansat i Vestas på tværs af forskellige aktiviteter.

Den administrerende direktør i Vestas, Henrik Andersen, forklarer, at man siden aftalen om at overtage MHI Vestas har planlagt, hvordan organisationen skal se ud for bedst muligt at kunne vokse inden for vind både til lands og til vands.

- Vi har nu startet vores implementeringen af vores integrationsplaner, hvilket desværre inkluderer, at vi må sige farvel til cirka 220 hårdtarbejdende kolleger, siger Henrik Andersen.

Ifølge pressemeddelelsen vil Vestas nu indlede samtaler med repræsentanter for medarbejderne.

Der er forventning om, at de fleste af de medarbejdere, der skal siges farvel til, har fået besked ved udgangen af januar.


Nyhedsoverblik