Vestas-ledelsen vil fra oktober måned sende 550 medarbejdere på arbejdsfordeling. Det betyder, at 350 medarbejdere i Nakskov skiftevis skal arbejde og gå hjemme på dagpenge.
- Det er kommet fuldstændig uventet. Men når det er sagt, er jeg glad for, at vi slap for fyringer i denne omgang, siger Jess Hansen, der er formand for 3F i Nakskov.
Arbejdsfordelingen, som overenskomsten giver mulighed for, kan maksimalt stå på i 13 uger.
Jess Hansen mener, at fabrikken i Nakskov går fri i fyringsrunden, fordi fremtidsudsigterne er gode, og fordi der i år er ansat 200 nye medarbejdere.
- Det dur jo ikke at ansætte den ene dag og fyre den næste. Derfor tror jeg, man netop her i Nakskov har valgt arbejdsfordeling. Og som ordresituationen ser ud, tror vi da også, at fabrikken snart kommer op i fulde omdrejninger igen, siger Jess Hansen.
På søndag mødes ledelse og tillidsfolk for at forhandle omfanget af fyringer og nye arbejdsfordelinger.
- Vi skylder kollegerne en hurtig afklaring. Og vi vil gøre alt i vores magt for at reducere antallet af fyringer og arbejdsfordelinger, siger fællestillidsrepræsentant Kim Thomsen til 3f.dk.